StjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerneStjernerne

Carstens dagbog 110420

Carsten Peitersen d. 11.04.2020 10:59

Solen er ved at stå op ovre i øst. Jeg kan se dens gyldne stråler igennem min lille skov. Det næste syn er Månen nede i sydvest, vel omkring 40 - 45 grader fra der, hvor den var i opposition forleden. Ikke en vind rører sig. Mens jeg står og kigger ud over markerne, forsvinder det meste af disen, der hænger lavt. Det bliver en god dag. Jeg åbner min iPad og ser, at vejraben en gang i nat har skrevet til mig, at “Det er iskoldt”. Hyggeligt med den slags meddelelser. Af en eller anden grund var jeg klar over, at Solen denne morgen ville være på 22˚ Vædder. Jeg plejer som regel ikke at gå rundt med den slags paratviden. Al mulig anden “random knowledge” vil jeg på en god dag kunne hale op, men himmellegemernes positioner, altså! Hvor nørdet. Jeg kan jo ikke lade være med samtidig at vide, at hvis min antagelse om Månen er rigtig, så må den være i nærheden af min MC. Jeg tjekker naturligvis med det samme. Ja, der kan man se. Månen er på 5˚ Skytte. Så har  den i sen nat passeret min MC. Straks dukker en vag erindring om en drøm, som forsvinder for mig i selvsamme sekund, jeg begynder at erindre den. Så meget når jeg dog at fastslå, at den handlede om min forlængst afdøde farmor, og at jeg var i færd med at skabe en slags indretning af én eller anden slags, som om ikke ville redde verden, så dog ville være god for hende. Min farmor altså.

Jeg kiggede ned ad min bro. Langebro er den indtil videre kommet til at hedde. Jeg synes, den er en rigtig fin bro. Jeg satte den sidste skrue i den i går. Der står den og svæver let og tresseragtig hen over højdeforskellen i min have og ind i mine forestillinger om - ja, tresserarkitektur.

Efter at have skruet den sidste skrue i, stod den på cykeltur. Jeg tjekkede hurtigt luften i ringene, og så gik det afsted. Bakke op og bakke ned og et smut til stranden, dog ikke for at bade. Når vejraben siger iskoldt, gælder det sikkert også vandet. Vejen, vi cyklede ad, førte forbi et meget gammelt hus med en ligeså gammel og forvokset have. Inde i vildnisset stak en flagstang op med flaget på halv og en snor, som der ikke rigtig var styr på. Dødsfald? Nahh, i så fald et totusind år gammelt et af slagsen. Gamle, religiøse mennesker, eller i det mindste traditionsbundne. Nu var det jo Langfredag i går. Og jeg kom i tanke om en hændelse, der fandt sted på en Langfredag for mere end tres år siden. Jeg har vel være en fem år gammel. Vi var hos mine bedsteforældre. Min far og hans brødre var ved at grave en brønd til dem. Det skulle være en dyb brønd. Nu til dags har de fleste vel ingen viden om, hvordan man graver en brønd. Eller hvordan man gjorde det i halvtresserne. Man satte en brøndring af cement, der hvor man ville have sin brønd. Det sted havde man fundet ved en vandsøgers mellemkomst. En vandsøger er en mand eller kvinde - men i min historie var det en mand - der kunne udpege de steder, hvor vandårerne nede i jorden løb. Vandsøgerens arbejdsredskaber var to smågrene, som han holdt sådan i et særligt greb ret frem for sig. Så gik han rundt, og pludselige søgte pindene ind imod hinanden. Han kunne slet ikke tvinge dem fra hinanden, så stærke var de kræfter, han således var i kontakt med. Og nu havde han fundet stedet, hvor brønden skulle graves. Nu satte man sin første brøndring på jorden og så hoppede man ind i og gravede. Meget og længe. På et tidspunkt havde man fjernet så meget jord, at brøndringen var sunket ned, og det var tid til at lægge en brøndring oven på den første.

I lang tid efter løb jeg og de andre børn rundt med pinde og ledte efter vand. Og så gravede vi, men vi fandt vist aldrig rigtig noget vand. Vores skovle var sikkert ikke store nok. Resten af historien må I få en anden gang.


Tilbage