Carstens dagbog 120420

Carsten Peitersen d. 12.04.2020 10:55

Mette F siger, at vi - om alt går vel - så småt kan lukke op. Meningen er jo, at vi allesammen skal have haft den, bare ikke på samme tid, for så er der for mange, der dør! Samtidig.

Men min gangbro ligger helt upåvirket af tidens tegn. Den var planlagt inde i mit hoved allerede en gang i efteråret. Ikke i detaljerne, men hovedtrækkene og funktionen var. Alle de små detaljer, både de synlige og dem man ikke ser, men som er ganske særligt vigtige for det endelige resultat, havde jeg ikke med. Men jeg vidste, at jeg ville møde dem, efterhånden som de dukkede op. Skulle brædderne for eksempel ligge på langs af broen, eller skulle de ligge ligesom de ligger på en badebro? Det blev badebroen, dog med den krølle på, at bjælkerne, der bær, ikke ligger under brædderne. Brædderne ligger imellem bjælkerne. De er indrammet af de lange bjælker. Måske er denne konstruktion med til at understrege, at den her bro er alvorligt ment. For hvad kan man gøre i disse tider med social distance. Det var Adrian, der introducerede denne sproglige konstruktion for mig. Han talte om Saturn, der går fra Stenbukken og ind i Vandmanden. Og jeg forsøgte at huske tredive år baglæns. Havde vi også “social distance” dengang? Næ, det var noget andet. Jeg husker udmærket en tid med stærk fokus på noget, der syntes meget vigtigt, vigtigere end alt andet. Men som umærkeligt ændrede betydning for til sidst at ende i noget, der alligevel ikke var så vigtigt. For Saturn mødte Uranus og bagefter Neptun. Men dengang havde vi altså heller ikke Pluto med i Stenbukken. Heller ikke Jupiter. Eller Ketu, Mars eller Pallas for den sags skyld. Men dem har vi nu, og aviserne - medierne - er fyldt med termen “social distance”.

Det er det, vi har. Jeg nåede ikke en gang at skifte til sommerdæk. Og jeg kommer heller ikke til det, for jeg skal ingen steder hen. Femtentusind - kilometer - servicen er da også udsat. Jeg havde regnet med den her i det tidlige forår sammen med skiftet fra vinterdæk til sommerdæk. Men vi når sikkert først op på de femten senere på året. Måske først sidst på året. Og så er det i hvert fald lige meget, for så er det blevet vinter.

Her i seneste uger har jeg lyttet lidt til Pink Floyd igen. Prøvet at binde an med et par af deres sange. Pink Floyd er altid sådan tematiske i deres værker. Adskillelse og ensomhed for eksempel. Bare tænk på The Wall. Eller på Wish You Were Here. Comfortable Numb. Jeg tog dog fat i det sene tressernummer Fat Old Sun. Den er ikke så svær, og jeg kan godt lide de billeder, den laver. Det er en smuk sang. Jeg prøvede at lave en indspilning i den app, iPad er født med: GarageBand. Tre spor. Et til sang og guitar, et til bas og et til endnu en guitar. Det lykkedes faktisk meget godt, men kvaliteten er helt sikkert på et meget indledende stadie, som kun jeg bør høre. Der er bare så meget plads til forbedring. Men sjovt er det. Og jeg har en plan. Jeg vil sende nogle spor til guitaristen i bandet, han er også den bærende sangstemme. Så kan han lægge et par spor til, og måske ender vi med noget, der tåler at bliver lyttet til. Altså ud over den rene undervisningsmæssige lytning. Nu må vi se. Det er måske en måde, at et lille orkester kan fortsætte musikken på. Klarinettisten får vi nok ikke med. Han farer bare vild i en iPad. Men han spiller fortryllende godt.

“So - oo. So you think you can tell, heaven from hell, osv”. Jeg prøvede kræfter med den for mange år siden, men jeg fik aldrig løftet den over lejrbålsstadiet. “Wish you were here” er bare så meget mere end en lejrbålssang. Men “Wot’s .. uh, the deal?” fik jeg faktisk gang i. “Heaven sent the promised land. Looks alright from where I stand. Cause I’m the man on the outside looking in”.

Havde aldrig sunget den før. Du godeste, hvor er han dog en fremragende sanger, David Gilmour. Sangen lyder så enkel og ligetil. Men det er den først, når man har ret godt styr på sin stemme. Og han sang den tilbage i 72, dengang i G, men jeg måtte transponere den ned i D, for overhovedet at komme ind.  Adskillelsen igen. Det skal ikke være let. Men heldigvis kan vi altid transponere - eller bygge en bro.