Carstens dagbog 150420

Carsten Peitersen d. 15.04.2020 10:08

Et af de første syn, jeg dvæler ved her tidlig om morgenen, er mit drivhus og broen, der fører derned. Jeg er svært godt tilfreds med det syn. Det er sådan set blevet et symbol på nye måder, man må arrangere sig på også efter isolationen, og jeg glæder mig til, at der er andre end mig og fruen, der skal opleve det. Både synet af det, men også duften af dets vellugtende beboere. Symbolværdien holder jeg for mig selv og mine læsere. Og faktisk så ved jeg ikke, om jeg overhovedet har nogen, men jeg ved, at jeg er i selvvalgt isolation, hver gang, jeg sætter mig og skriver. Mine skriverier er også en slags bro.

I går havde vi coronakaffe på altanen sammen med guitaristen og hans kone, som iøvrigt synger. Altanen er stor nok til at rumme fire mennesker med fire - fem - ja, seks meter imellem sig. Fruen og jeg er imidlertid coronakompatible, og det samme er guitaristen og hans kone. Men fælles for os er, at vi praktiserer en meget høj grad af disciplin her under coronaen. Vi får vores daglige fornødenheder bragt, vi møder ingen, taler dog med naboen, men i behørig afstand. Vi vasker og spritter, og kaffekopperne fra i går fik straks en tur i kogende vand, sådan at eventuel virus ikke senere skulle brede sig i opvaskemaskinen.

Det var guitaristen - som også er læge - der bragte sine overvejelser, om at begynde at spille sammen igen, op. Han sagde, at eftersom vi alle opretholder et - nogen ville mene hysterisk - højt isolations- og hygiejneniveau og har gjort det lige siden, det hele startede, så hverken har vi, eller bærer vi Corona. Jeg tror, han har ret, og hvor vil det være forfriskende at kunne spille rigtig musik igen. Jeg kan jo heller ikke blive ved med at sidde her og synge sørgmodige Pink Floyd - ballader i al evighed. Og det lyder heller ikke ret godt, for min stemme er ikke, hvad den har været. Men jeg kunne utvivlsomt få mere ud af den, end jeg gør.

Tanken om Boris Johnsons sygdomsforløb strejfede mig, selvom det egentlig ikke er det samme. For det er en hændelse, som må give briterne, uanset hvad de iøvrigt mener om Brexit, håb. For Boris kan meget vel bane vejen frem og igennem for et England i vanskeligheder. Han er landets leder, der rammes af svær modgang, men overvinder vanskelighederne. Endda i Påsken. Måske vil det gå landet på samme måde. Nu må vi se.

Og nærmest i kølvandet på Johnsons genopstandelse kommer så meldingen her til morgen om, at Trump trækker USA’s bidrag til WHO. Jeg nåede kun at se overskriften, inden jeg satte mig til at skrive, men her er et horoskop for Trumps udtalelse.

Det er den tidligste tid jeg har kunnet finde. Jeg bemærker, at vi har flere af de her små irriterende småsten i tankevækkende positioner.

Vi har Juno på ascendanten. Nogle anser Juno for at være jalousiens moder. Jeg ved det ikke, men slet skjult jalousi passer vel egentlig meget godt ind i selvforståelsen om, at USA bare betaler for at blive gjort til grin. Reelt er der vel tale om, at velhavere bruger deres magt til formuepleje.

Men dette horoskops hersker, Venus, synes at have en særlig forpligtelse til at lade lyset brænde. Holde ilden ved lige. Det siger Vesta. Så måske er det en dårlig ide at gøre WHO til skydeskive for frustrationerne over, at ikke alt går så godt, som chefen påstår.

For hvordan er det lige, at “We the People” har det i dette horoskop? Månen i Stenbuk pådrager sig i hvert fald alvorlige skader i mødet med Pluto. En konjunktion, man ligeså godt kunne kalde en kollision. Så det er næppe tanker om folkets ve og vel, der fylder mest hos USA’s nuværende chef. Lidt tankevækkende er det, at MC er i Krebsen, så ikke alene er folket i krise, chefen er en selvskader.

Ud over at være USA’s chef, er Trump Trump. Og Trump er Merkur, som styrer hovedkulds ind i Chiron. Gud ved hvilke skader han pådrager sig. Eller hvilke helbredsmæssige kriser han overvinder? Like Boris the Twin.