Carstens dagbog 180420

Carsten Peitersen d. 18.04.2020 10:07

Tænk engang. Det er ganske lyst. Solen er oppe og sender sine første livgivende stråler ned til mig. Ja, til os alle, der har det privilegium at leve og bo lige her.

Og man bliver jo helt varm om hjertet, når avisen peger på, at Mette F og andre kvindelige ledere i verden har styret coronaen godt. Der lader til at være godt styr på sagerne. Det var nu godt nok i forgårs, at jeg så det. Og det var også i forgårs, at D. Margrethe fyldte firs. Og det er nogle flere dage siden, at hun kom for skade at udtale, “ - at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer - men om de er skabte direkte, det er jeg ikke ganske overbevist om“. Dette sagde hun, fremfor at betone, at “vi mennesker er hovedårsag til de forandringer, vi står overfor nu.” Det sidste citat er fra Sebastian Mernild, som er klimaprofessor.

Denne passus - altså Margrethes - fik det til at regne med mishagsytringer. Så nogen klimadronning er hun ikke - endnu. Men - som de fleste af os ved - vi der læser Stjernerne - hun har Pluto på ascendanten, så hun kan ikke skjule sig, hvor gerne hun måske end ville. Hun har et enormt “impact”, som det er kommet til at hedde på moderne dansk. Derfor er hendes filosofisk underspillede kommunikation, - sådan som vi kender den bedst, og sådan som man kan identificere den i hendes horoskop: Merkur i Fiskene på MC - et godt virkemiddel, som kan tjene til at nedtone hendes udstråling. Men lige netop nu, hvor bevidstheden om klimaforandringerne forstærkes, og hvor sprogbrugen ændrer sig til klimakatastrofen, virker det ikke filosofisk at sige, som Dronning Margrethe sagde. Det virker en smule ude af sync med vores nuværende virkelighed. Men faktisk har hun jo ret så langt, som at de fleste af os ikke har nogle præcise områder i vores adfærd, om hvilke vi kunne sige: Denne handling er direkte skyld i klimaforværringen. For det er den ikke. Det er den kun, fordi vi er mange nok, der begår den samme handling hver eneste dag. Hvis jeg eksempelvis lod være med at køre i min bil, ville der ikke ske andet, end at jeg ikke ville nå frem til der, hvor jeg ellers skulle hen. Men hvis mange, rigtig mange, lader være med at starte bilen, vil man først se, at luftforureningen ville aftage - sådan som man har set det verden over i de store byer her under coronaen. Og hvis vi så lod være med at køre i lang nok tid, ville det også tælle med i den kæmpeopgave det er, og som der ligger foran alle denne verdens Mette F’ er, nemlig at beslutte om og koordinere de tiltag, der må og skal til, hvis det på nogen måde skal lykkes. Ligesom med coronaen. Man kan sige, at coronaen kan ses som et pilotprojekt for den omstilling af samfundet - verdenssamfundet, som om mange år forhåbentlig giver vores efterkommere muligheden for at se tilbage og udtale: Se! Det var der det skete. Det var der, at vores forfædre gav sig til at ændre adfærd. Det var den arv, de gav til os. I modsat fald er det ikke sikkert, at der bliver nogen, der magter at se tilbage. Og der er jo den krølle på den slags ting, at vores efterkommere ikke kan undslå sig, når de stilles over for valget: Vedgår du arv og gæld? For de får ikke noget valg. Det er os, der har et valg. Det er os, der skal vælge.

Og det er derfor, at min personlige gangbro herude i min have er så vigtig. Det bliver nemlig for enden af den, at jeg kan have min båd fortøjet, den dag bølgen skulle komme.