Planeterne

Sol, Måne og de otte planeter er de vigtigste aktører i horoskopet, det er dem, der giver kød, blod og indhold. De er som små personligheder, der spiller forskellige roller i vort liv.

Læs mere om...

Solen

Astronomisk og astrologisk
Solen er den, det hele drejer om og drejer sig om, astronomisk og astrologisk. Uden sol intet liv på jorden, uden sol i horoskopet ingen identitet. Den skaber livet, og den skaber dit individuelle liv. Solen afspejler vores inderste kerne, det der gør os til den unikke person, vi er, forskellige fra alle andre. Den dynamo af energi og lys der holder os levende, pulserende og bevidste.

Astronomiske facts Solen (latin: Sol; græsk: Helios) er den stjerne, som sammen med sit planetsystem udgør vores solsystem. Jorden og andet stof (herunder andre planeter, asteroider, meteoroider, kometer og støv) kredser om solen, som i sig selv udgør omkring 99,8% af solsystemets masse. Energi fra solen er – bl.a. i form af sollys – afgørende for næsten alt liv på Jorden via fotosyntese. Solen er den drivende kraft i Jordens klima og vejr, og den står for ca. 1/3 af tidevandsvirkningen i havene, resten står Månen for.

Solen er en af stjernerne i galaksen Mælkevejen og kredser om dennes centrum i en afstand på omkring 26.000 lysår og fuldfører et omløb på ca. 225–250 millioner år. Det er et tidsperspektiv, der kan gøre en åndeløs. Solens regelmæssige daglige opgang i øst og nedgang i vest og dens regelmæssige daglige og årlige tilsyneladende vandring på himlen har sammen med de forskellige andre solfænomener inspireret og udfordret menneskeheden i årtusinder. Der er ud fra dette konstrueret forskellige verdensbilleder, som har sat sig dybe spor i historien og påvirket religion og kultur, og den indhøstede viden har frembragt en lang række praktiske opfindelser og befordret opdagelser og videnskabens udvikling.

Ultraviolet lys fra solen har antiseptiske egenskaber og kan benyttes til sterilisation af redskaber. Hos mennesket forårsager det også solbrændthed og har medicinske virkninger som f.eks. at fremme produktionen af vitamin D. Ultraviolet lys dæmpes særlig meget i Jordens atmosfære, hvorfor dettes styrke varierer meget med breddegraden, man bor på, eftersom sollyset passerer en længere strækning gennem atmosfæren ved højere bredder. Denne forskel har forårsaget mange biologiske tilpasninger, herunder forskellen på menneskers hudfarve i forskellige egne af kloden.

Solen er en magnetisk aktiv stjerne, med et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum. Solens magnetiske felt udløser flere effekter, som under et kaldes solaktivitet, og som inkluderer solpletter på solens overflade, soludbrud, de såkaldte "Flares" som kastes langt ud i rummet, og ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem solsystemet. Solaktivitetens virkning på Jorden ses bl.a. som nordlys og sydlys, samt som forstyrrelser af radiokommunikation og elektricitetsforsyning. Derudover menes solaktiviteten at have spillet en stor rolle i solsystemets dannelse, og den indvirker kraftigt på strukturen af Jordens ydre atmosfære.

Mennesket og Solen
I menneskehedens mest fundamentale forståelse er solen en lysende skive på himlen, hvis tilsynekomst over horisonten forårsager dag, og hvis fravær betyder nat. Den er det centrale himmellegeme, som livet på Jorden afhænger af, hvilket man fra de tidligste tider har været sig bevidst.

Solens regelmæssige daglige og årlige tilbagekomst blev ængsteligt afventet og besværget med magiske ritualer. Særligt har solformørkelser udløst bestyrtelse og frygt. I oldtidens Kina, hvor solen var symbol for østen, forår, mandighed (Yang) og fødsel foruden for kejseren, troede man, at en drage ville sluge solen og forsøgte med stor larm at få uhyret til at give den fri igen. I astrologien hedder måneknuderne også dragens hoved og dragens hale, og netop måneknuderne spiller en aktiv rolle i formørkelsen af solen og månen. Dragen æder solen. I mange forhistoriske og forsvundne kulturer ansås solen for at være en guddom, eller et andet overnaturligt fænomen, og tilbedelse af solen indtog en central rolle.

Kalendere
Meget tidligt benyttede man den viden, man havde om dagen og året. Solen var det naturlige ur for mennesket, og betragtning af solen (og andre himmellegemer) og bestemmelse af jævndøgn, sommer- og vintersolhverv førte sammen med årstidernes skiften til udviklingen af kalendere. Herved kunne vigtige årstidsafhængige begivenheder som f.eks. Nilens årlige oversvømmelser og det gunstigste tidspunkt for såning bestemmes forud, og på havet kunne man tage hensyn til farlige, sæsonbestemte stormperioder. Meget senere, da sejladserne gik over åbent hav, benyttedes solens højde på himlen til navigation, fordi den fastlægger breddegraden.

Mange forhistoriske monumenter og kultsteder blev opført med henblik på solfænomener. Det gælder f.eks. stenmegalitter, som nøjagtigt markerer sommersolhverv. Nogle af de mest fremtrædende megalitter findes i Nabta Playa i Egypten og ved Stonehenge i England. I Stonehenge står solen ved sommersolhverv op lige over en bestemt sten, og solstrålerne kan på den dag lyse ind i anlæggets indre. Tilsvarende er pyramiden El Castillo i Chichen Itza i Mexico bygget, så der ved en skyggevirkning tilsyneladende ses slanger sno sig op ad pyramiden ved de to solhverv.

Også i antikkens Grækenland dyrkede man solguden. Det var Helios, som dagligt kørte over firmamentet med sin solvogn. Helios svarede ret nøje til romernes uovervindelige Gud Sol Invictus, hvis kult var vidt udbredt i Det romerske kejserrige. Fra antikken har astrologien overtaget solen som symbol på vitalitet. Herhjemme har vi solvognen som et vidnesbyrd på solens betydning for opfattelsen af livet.

Astrologisk
I horoskopet er solen også den kerne, personligheden bygger sig op rundt om. Den er vores jeg, vores idenditet, der hvor vi er individuelle, den indre natur der stråler ud gennem vores forskellige aktiviteter. Vores væsens kerne. Den er også konkret fysisk det vigtigste for vores liv: hjertet, blodkredsløbet, som holder os i live.

Solen er livskraft, alt det, der bekræfter, at vi er levende. Den er energi, den er varme, styrke, vitalitet. Den viser vores livsoverskud. Her har vi kreativiteten som den rene livskraft, der må udtrykkes.

Solen symboliserer den naturlige autoritet, den fødte leder, den selvstændige, der følger sin egen individuelle vej i livet. Også de ydre autoriteter (delt med Saturn) konger, kejsere, overhoveder, direktører, chefer, fædre, de som er solen i deres univers, er samlingspunktet og lederen i deres gruppe.

I den helt anden aldersmæssige ende har vi børn, yngel, formering, det at skabe efterkommere, men også de kreative "børn": værker, hvad enten det er malerier eller musikstykker. Solen er den skabende proces. Vi udfolder os på egne betingelser.

Hvis vi går tilbage til faderfigurerne, er solen også et symbol for vores egne lederevner, vores magtfuldhed eller mangel på samme, vores vilje, selvstændighed, der hvor vi er livet voksne og ansvarlige over for vores egne handlinger. Solen viser værdighed og storsind, den skinner på såvel den lille som den store "mand"

Solen drejer om sig selv, det drejer sig om en selv, her er man subjektiv, her står man i centrum og kan ikke se sig selv udefra, men lyse ud på andre. I øjebliksastrologien har man begrebet forbrænding, når en anden planet kommer for tæt på solen. Solens styrke, varme og position er så stærk, at alt andet blegner ved siden af. Se bare det konkrete astronomiske størrelsesforhold mellem solen og de andre planeter.

Alt, der glimter, er ikke guld
Solen styrer metallet guld (bare at kalde det metal, ligner en degradering, det går ikke, det er materialet over alle materialer), og det er en kendsgerning, at mennesker med planeter i Løvens (solens) tegn har en forkærlighed for guld. Men det drejer sig også om alt, der ser ud af noget, er værdifuldt, skinner og stråler. Pomp og pragt, tænk bare på solkongen, som er et fint symbol på de ydre sider af solsymbolet. Solen er fornem, stolt, har værdighed og bærer hovedet højt. En grundlæggende selvtillid, at man er livet værdig. Men der ligger også en forblænding, at fanges af det ydre tingel-tangel, skinnet bedrager. Man bliver forfængelig eller hovmodig.

Behovet for at blive set stammer fra barnets behov for at blive mødt, som det er, få ubetinget kærlighed, få opmærksomhed for bare at være den, man nu er, ikke for hvad man gør. Og bliver det ikke opfyldt, følger det med solen ind i voksenalderen og den barnlige "se på mig mor", "se hvad jeg kan" bliver en anstrengende parodi.

Hvem er jeg? Men det indre "skin", den dybe indre livsgnist, som solen giver, den er det værd at lytte til og give næring. I solen finder vi også vejen, vores individuelle vej i livet, vi udvikler os, og solen angiver retningen. Det, som psykoanalytikeren Jung kaldte individuationsprocessen, det at finde ind til sin sande kerne og til at udleve den i hverdagen, er en solproces. At finde ud af hvem man dybest set er.

Solen er i øvrigt knyttet til søndage, og jeg kender Løver/solmennesker, der har det svært med hverdagen, hver dag skal være en fest, skal være storslået, flot og rumme intenst liv og gerne lidt drama.Men i individuationsprocessen må alt det ydre vige for en vigtigere indre meningsfyldt agenda. At finde selvet.

Solsymbolet selv er et lille univers, med et selv eller en klode i midten og noget ikke nærmere defineret cirklende udenom. Man kan vælge at forblive i den ydre cirkel, og man kan vælge at blive i den indre kerne, men man kan også være både det ydre og det indre, en helhed, et helt univers, et helt menneske.
Astronomisk kilde: Wikipedia

Månen

Astronomisk og astrologisk
Månen er Jordens eneste måne og den femtestørste naturlige satellit i solsystemet. Dens størrelse i forhold til Jorden gør den til den relativt største måne, som omkredser en planet. Den gennemsnitlige afstand mellem Jorden og af Månen er 384.405 km, hvilket er omkring tredive gange Jordens diameter. Månens diameter er lidt over en fjerdedel af Jordens. Det betyder, at Månens rumfang er omkring 2 procent af Jordens.

Månen har intet andet formelt navn, selv om den en gang imellem betegnes som Luna (latin for måne) for at adskille den fra typebetegnelsen ”måne”. Månen betegnes desuden som Jordens drabant. Ordet måne er et germansk ord, beslægtet med det latinske mensis. Fra måne er afledt ord som måned og mandag (månedag), på romanske sprog er mandag tilsvarende opkaldt efter ”luna”, eksempelvis betyder ”Lundi” mandag på fransk. Troen om månens særlige tiltrækningskraft og betydning for menneskesindet lever videre i eksempelvis det engelske ord for tosset ”lunatic” samt det danske ord for sindstilstand - ”lune”

Månebesøg
Månen er det eneste himmellegeme, som mennesker er rejst til og har landet på. Det første menneskeskabte objekt, som passerede nær Månen, var Sovjetunionens rumsonde Luna 1. Det første objekt, som ramte Månens overflade var Luna 2, og de første fotografier af den normalt skjulte bagside af Månen blev optaget af Luna 3, alle tre begivenheder i 1959. Den første rumsonde, som foretog en blød landing på Månen var Luna 9, og den første ubemandede sonde, som gik i kredsløb om Månen var Luna 10, begge de sidstnævnte i 1966. USAs Apollo-program har stået for de eneste bemandede missioner, som har været gennemført indtil nu, idet der blev foretaget seks månelandinger mellem 1969 og 1972. Det første menneske, som satte sin fod på Månen, var Neil Armstrong i 1969.

Omløb og rotation
I forhold til fiksstjernerne kredser Månen om Jorden i løbet af 27 dage, 7 timer og 43,7 minutter (et siderisk omløb). Eftersom Månens banebevægelse og Jordens rotation begge sker imod urviserens retning, flytter Månen sig ca. 12 grader længere mod øst hver dag, så et tilsyneladende jordomløb i gennemsnit varer 50 minutter længere end 24 timer, hvilket viser sig ved, at Månen hver dag står knapt en time senere op.

Jordens kredsløb om Solen betyder, at det tager længere tid end den sideriske periode, før Månen når samme fase i forhold til Jorden. Dette tidsrum er omkring 29,5 dage (dens synodiske omløbstid). I modsætning til de fleste måner omkring andre planeter kredser Månen nær ekliptika og ikke i Jordens ækvatorplan. Derfor forløber Månens og Solens tilsyneladende baner tæt ved hinanden.

Månens bane om Jorden er tæt på at være en cirkel. Dens største og mindste afstand til Jorden afviger kun med 5,5 procent fra middelværdien. Månens passager af Jordens baneplan, ekliptika, kaldes måneknuderne, således at den opstigende knude er passagen til den nordlige og den nedstigende knude passagen til den sydlige himmelhalvdel.

Månevendinger Når en passage af en måneknude falder sammen med nymåne, optræder en solformørkelse, og når en passage af en måneknude falder sammen med fuldmåne, optræder en måneformørkelse. Denne cyklus medfører desuden de såkaldte månevendinger: Stedet for Månens opgang i horisonten svinger i løbet af en måned frem og tilbage mellem et sydligst og et nordligst punkt, således som det også gælder for Solen i løbet af et år. I løbet af et tidsrum på 18,61 år ændrer afstanden mellem de to yderpunkter sig. Når de to yderpunkter ligger længst fra hinanden, hedder det store månevending, og ved mindste afstand lille månevending.

Månens højde på himlen i løbet af et døgn varierer og ligger næsten inden for samme grænser som Solens. Den afhænger også af årstiden og månefasen, således at fuldmånen står højest om vinteren. Månens to sider

Månen er i synkron rotation, hvilket betyder, at den altid vender samme side mod Jorden. Små variationer i den vinkel, Månen ses under, betyder, at omkring 59% af måneoverfladen kan ses fra Jorden (men kun halvdelen af Månen i ethvert givet øjeblik).

Den side af Månen, som vender mod Jorden kaldes Månens forside og dens modsatte side for bagsiden. Bagsiden var helt ukendt, indtil den sovjetiske sonde Luna-3 sendte de første billeder tilbage til Jorden i 1959, og den viste sig at være afgørende anderledes end forsiden. Månens forside kan opdeles i de lyse områder, ”højlandene” (Terrae), som udgør ca. 70% af overfladen, og de mørke områder med det misvisende (da der aldrig har eksisteret flydende vand på Månen) navn ”have” (mare - flertal marer). I forhold til et gennemsnitligt niveau ligger de mørke marer lavere end de lyse højlande. Det er mørk lava fra tidligere perioders vulkansk aktivitet, som giver marerne deres mørke fremtræden.

På Månens bagside er der i modsætning hertil næsten ingen marer, så højlandet udgør næsten 98% af overfladen. De manglende marer kan hænge sammen med, at skorpen er meget tykkere på Månens bagside.

Både for- og bagside af Månen er dækket af kratere, som er opstået ved nedslag af meteoritter, asteroider eller kometer af forskellig størrelse. Månen har kratere inden i andre kratere og kratere, som er forbundet med hinanden. Der er en halv million kratere, som er mere end 1,6 km brede, og man har beregnet, at der findes omkring 30.000 milliarder kratere, der er mindst 30 cm. brede. De dele af Månens forside, som ikke er belyst af Solen, er aldrig helt mørke, fordi de bliver lidt oplyst af en genspejling fra jordoverfladen og jordatmosfæren. Denne belysning kaldes jordskin og ses bedst, når måneseglet er lille. Jordskinnets årsag blev allerede indset af Leonardo da Vinci. Selv med en prismekikkert med ringe forstørrelse kan der i jordskinnet ses detaljer på Månen

Månens bagside er naturligvis ikke altid mørk, men gennemgår de samme - men forskudte - faseskift som Månens forside. Ved nymåne ligger den i fuldt sollys. Månen er omtrent den dårligste reflektor i solsystemet og tilbagekaster kun omkring 7% af det lys, der rammer den (omtrent samme andel som tilbagekastes af en klump kul).

Formørkelser
Set fra Jorden overlapper Solens og Månens vinkeldiameter hinanden, hvorfor både totale og partielle solformørkelser kan forekomme. Ved en total formørkelse dækker Månen helt solskiven, og Solens korona bliver synlig for det blotte øje. Da afstanden mellem Månen og Jorden vokser ganske lidt med tiden, aftager Månens vinkeldiameter. Følgelig kunne Månen for hundredvis af millioner år siden altid dække Solen ved formørkelser, så ringformede partielle formørkelser ikke forekom. Af samme grund vil Månen om 600 millioner år fra nu (under forudsætning af, at Solens vinkeldiameter er uændret) ikke længere helt kunne dække Solen, så kun partielle formørkelser vil optræde.

Et relateret fænomen til formørkelse er okkultation. Da Månen altid skjuler et cirkulært areal af himlen med en bredde på 1/2 grad, bliver en klar stjerne eller planet, som passerer bag Månen, okkulteret, dvs. skjult for betragtning fra Jorden. En solformørkelse er derfor en okkultation af Solen. Fordi Månen er tæt på Jorden, kan okkultationer af en enkelt stjerne ikke ses overalt og heller ikke på samme tid. Præcessionen af Månens omløb betyder, at det hvert år er andre stjerner, som okkulteres.

Tidevand
Hovedparten af tidevandvandsvirkningen i Jordens have skyldes tidevandskraften fra Månens gravitation og forstærkes af en række forhold i oceanerne. Den tyngdemæssigt relaterede tidevandskraft opstår, fordi den side af Jorden, som vender mod Månen, tiltrækkes mere af Månens gravitation end Jordens centrum - og Jordens modsatte side tiltrækkes endnu mindre. Tidevandskraften trækker Jordens oceaner ud i form af en ellipse med Jorden i centrum. Denne virkning tager form af to buler med forhøjet havniveau i forhold til Jorden: Den ene nærmest Månen og den anden længst væk fra den. Eftersom disse to buler med høj vandstand roterer rundt om Jorden en gang om dagen, når Jorden drejer sig om sin akse, strømmer oceanernes vand uafbrudt mod disse buler, som hele tiden flytter sig.

Astrologisk
Månen trækker ikke kun i tidevandet, men også i vores følelser, den viser sammen med Neptun de mest følsomme sider af vores natur. Hvor vi er sensitive, sårbare, sarte og også sentimentale, fordi vi røres over ting, mennesker, situationer, der bringer minder frem. Månen er knyttet til fortiden, ser tilbage, har en god hukommelse, rummer mange minder og rørelser, er en samler og ønsker at bevare ting, så den holder kontakten til det gamle. Via Månen kan vi føle empati for andre, leve os ind i andres følelsesliv, og i Månen har vi også vores urinstinkter i behold, som en kontakt til noget meget gammelt giver. Hele familien, slægten, æten, anerne, afstamningen er et Måneanliggende, det vi er knyttet til via følelsesbånd, blodsbånd, og specielt moderen. Hele temaet om beskyttelse, pleje, diegivning, næring, omsorg, mor-barn relationer er koblet på Månen.

Men også det barnlige (barndom og opvækst), umodne, afspejlende (som Månens faser afspejler Solen), som viser en uselvstændig side, som efterligner omverdenen og former sig efter de behov, der er lige nu. Månen svinger, er lunefuld og omskiftelig, men også tilpasningsdygtig og associerende.

Månen tilhører vores privatliv, hvor vi lukker havelågen, hoveddøren og vil være i fred. Den er knyttet til vores hjem, bolig og fædrelandet, igen det vi hører til, er knyttet til, traditioner, "folket", hjemstavnen.

Månen har en indadvendt side, trækker sig ind i sig selv og er vegetativ, passiv, regressiv, søger tilbage (måske i videste forstand til livmoderen). Denne passivitet kan også ytre sig som dovenskab. Månen er subjektiv, nogle gange nærtagende, da den ikke kan distancere sig fra sine følelser.

Månen er også frugtbar, den er knyttet til livmoderen, bryster og mave (sårbare steder) og lymfesystemet, til alle former for væsker, men især til mælk. Og så er den forbundet med sølv.

Tilknytning, intimitet, nærhed og nogengange afhængighed (barnet, der har brug for en voksen) er vigtige månesider, det er de bånd af følelsesmæssig karakter, vi knytter til andre mennesker.

Merkur

Astronomisk og astrologisk
Merkur er den planet, der er tættest på Solen og den mindste i vores solsystem med en omløbstid om Solen på 87,969 dage. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Merkurs kredsløb har den største excentricitet af alle Solsystemets planeter og den mindste aksehældning. Planeten roterer tre gange om sin akse, for hver gang den laver to omløb om Solen. Perioden med retrograd bevægelse set fra Jorden, varierer mellem 8 og 15 dage. Dette store spænd skyldes planetens store baneexcentricitet.

Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, Merkur var gudernes budbringer.

Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonierne, som kaldte planeten Nabu. Den fik to navne af grækerne: Apollon som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden. I oldtidens Kina, var Merkur kendt som Ch’en-Hsing, Timestjernen. Den blev forbundet med retningen nord og vandets faser i Wu Xing. Hindu mytologi brugte navnet Budha for Merkur, og denne gud mentes at bestemme over onsdagen. Guden Odin i nordisk mytologi blev forbundet med planeten Merkur og onsdagen. Maya civilisationen kan have repræsenteret Merkur som en ugle (eller muligvis fire ugler; to for morgenen og to for aftenen), der fungerede som budbringer til underverdenen.

Merkur iagttagelser Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere. Den er tydeligst når den har den største østlige eller største vestlige elongation, det vil sige størte afstand til Solen. Men det kræver meget klart vejr, da Merkur aldrig er over horisonten, når nattehimlen endelig er rigtig mørk.

Merkur er klarest lige før og efter den er fuld. Selv om planeten er længere væk i disse situationer, så opvejer det større belyste areal mere end rigeligt den større afstand. Det omvendte gør sig gældende for Venus, der er klarest, når den ses som et tyndt segl, fordi den da er meget tættere på Jorden end lige før den er fuld.

De første kikkert-observationer af Merkur blev udført af Galilei tidligt i 1600-tallet. Selvom han observerede faser, når han kiggede på Venus, var hans teleskop ikke stærkt nok til at se Merkurs faser. I 1631 lavede Pierre Gassendi de første observationer af en planetpassage forbi Solen, da han så en merkurpassage forudsagt af Johannes Kepler. I 1639 brugte Giovanni Zupi et teleskop til at opdage, at Merkur havde faser ligesom Venus og Månen. Denne observation demonstrerede på afgørende vis, at Merkur kredsede om Solen, en støtte for det Kopernikanske verdensbillede.

Merkur har været besøgt af to amerikanske rumsonder. Mariner 10 passerede Merkur tre gange i 1974 og 1975. MESSENGER, akronym for MErcury Surface, Space ENvironment, GEochemistry and Ranging (akronymet spiller på, at det engelske ord messenger betyder budbringer, og at Merkur var gudernes sendebud), er en rumsonde, opsendt af NASA i 2004, med det formål at udforske Merkur. Sonden gik i kredsløb om planeten i marts 2011 og skal studere overfladen og det svage magnetfelt i mange år. Da Mariner 10 fløj forbi Merkur, tog man kun billeder af den ene side (dagsiden). Med Messenger får man et atlas over hele planeten.

Merkurs bane
Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid
Indtil 1962 troede man, at ”dagen” (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som ”året” (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Dette, sammen med merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen. Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur og struktur
Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem minus 170 °C om natten og plus 450 °C om dagen. Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere. Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1 % af Jordens.

Merkur minder på mange måder om Månen: Dens overflade er fuld af kratere og er ældgammel. Merkurs overflade er mere uensartet end både Mars og Månen, der begge har en lignende geologi med sletter og bjerge. På den anden side er Merkurs massefylde meget større. Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i Solsystemet kun overgået af jorden.

Der er ingen årstider på Merkur, da dens akse kun er på 0,1 grad fra at stå vinkelret på baneplanet. Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, bevæger disse atomer sig hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet. Under sin anden forbiflyvning af planeten 6. oktober 2006, opdagede Messenger, at Merkurs magnetfelt kan være meget hullet. Rumfartøjet mødte magnetiske tornadoer - snoede bundter af magnetiske felter, der forbinder planetens magnetfelt med det omgivende rum

Astrologisk
På samme måde som Merkur astronomisk er lille, hurtig og omskiftelig, rummer den mange forskellige facetter astrologisk. Hovedlinien er kommunikation, kontakt og bevægelighed.

Merkur er knyttet til vores hjerneaktivitet, vores evne til at tænke og til at formulere de tanker, vi har, i sprog. Vores intellekt, forstand og evne til logiske ræsonnementer. Det er logik på et konkret praktisk niveau, ikke de højere abstraktioner (Uranus) eller visioner (Neptun/Jupiter). Viden om alt mellem himmel og jord, forskellige begreber, men ikke eftertænksomhed eller uddybende research. En stærk Merkur giver sprogligt øre, evne for talbehandling og systematisering, evne til at forstå mentalt, god objektivitet og sans for facts.

Vores evne til indlæring, at suge viden til os, hvordan vi opfatter og tænker beskrives af Merkurs position i tegn, hus og dens aspekter. Den er studierelateret og vigtig i alle former for afhandlinger, skriverier, alle områder hvor vi sætter ord og begreber på ting. Samtidig er Merkur nysgerrig, videbegærlig: Hvad er mon det? Hvad skal den mon bruges til? Hvorfor dit og hvorfor dat! En udpræget spørgejørgen med interesse for alt vidensmæssigt, der sker omkring den, og den er frisk til at suge viden og informationer til sig.

Bevægeligheden
Merkur er hurtig, kvik både i tanke og handling, den bevæger sig meget omkring i nabolaget, er knyttet til transport over korte afstande, trafik, rejseaktivitet, og rent fysisk er den knyttet til motorikken i kroppen, især finmotorikken. Vores "bevægeapparat" kan beskrives via Merkur. Mentalt er den også bevægelig, god til at skifte standpunkt, at se en sags mange facetter uden at involvere sig følelsesmæssigt, den forholder sig kun mentalt, sagligt til tingene. Det betyder også, at Merkur er alsidig, at den kan håndtere mange forskellige situationer og viden (multitaske), ofte på en gang.

Med finmotorikken har vi håndelaget, Merkur er knyttet til hænderne, og de er godt skruet på, den kan mange forskellige ting, sy, brodere, skrive, tegne, spille, alt der kræver hændernes koordination med hjernen. Og da den er lærenem, fanger den hurtigt pointen i et system, i en handling eller i et ræsonnement. En rigtig dygtig håndværker har ofte en velplaceret Merkur, men der skal noget til, der også giver styrke, for Merkur leverer kun smidigheden og fingernemheden. Tilbage til bevægeligheden, for Merkur bevæger sig meget frem og tilbage, springer gerne og tilpasser sig hurtigt. Med fokus på kommunikation er Merkur også medspiller i alle former for møder, forhandlinger, formidling og diskussioner. Den viser vores talefærdigheder og er ofte knyttet til skuespillere, journalister, forfattere, chauffører og postbude. Især sidstnævnte, der både har bevægeligheden, nabolaget og viderebringelse af viden, kommunikation og kontakt. Den er også knyttet til vores søskende.

På den negative side er Merkur ustabil, omflakkende med et konstant behov for afveksling, der giver uro, nervøsitet, rastløshed og manglende evne til at kunne koncentrere sig i længere tid ad gangen endsige sidde stille på en stol. Den er altid i bevægelse, på vej, men det er ikke starten eller endestationen, man ser, det er selve bevægelsen herfra og dertil.

Merkur kan være utroværdig, en vendekåbe, løber med en halv vind, sladrer og sætter sig ikke ordentligt ind i tingene. Den er også løgneren og tyven, men med gode talegaver og bortforklaringer jvnf. mytologien om Hermes.

Med kommunikationen er Merkur knyttet til alle de medier, der fremmer kommunikation, telefoner, internet osv. og er ofte frontfigur, når det gælder ny teknologi, der kan bruges til det formål. Post, presse, dokumenter, papirer og deres lige i den elektroniske verden er Merkurrelateret.

Fysisk er Merkur knyttet til bevægeapparatet, arme, ben, mimik, lunger, nervesystemet og tarmene. Til materialer som kviksølv og papir. Ja, den har mange sider, mange flere end vi får plads til her.

Venus

Astronomisk og astrologisk
Venus er planet nr. to i vores solsystem, talt fra Solen. Den omtales ofte som Jordens søsterplanet, idet Jorden og Venus har omtrent samme størrelse og masse.

Venus fuldfører et omløb omkring Solen på ca. 7 måneder og 11 dage, men den roterer endnu langsommere: én gang på knap 8 måneder. Modsat de fleste andre planeter i solsystemet har Venus retrograd rotation, dvs. den drejer sig fra øst mod vest, modsat den bevægelse vi kender på Jorden. Venus´ omdrejningsakse hælder desuden meget lidt i forhold til baneplanet for planetens bevægelse omkring Solen, kun 2,64 grader. Af den grund er der ikke nogen markante årstider på Venus. Venus og Merkur er de eneste planeter i vores solsystem, der ikke har nogen måne. Som Jorden har Venus også en atmosfære, men denne er af en ganske anden beskaffenhed. Den består mest af kuldioxid, CO2, som giver anledning til en stærk drivhuseffekt på Venus. Temperaturerne overalt på planetens faste overflade ligger i området fra 450 til 500 grader Celsius, uanset om det er nat eller dag. Selv om Merkur kun er godt halvt så langt fra Solen som Venus, er der således varmest på den venusianske overflade.

Over venuslandskabet blæser der aldrig mere end en let brise, men fordi luften dér er så ekstremt tæt, kan selv sådan en brise udøve et betydeligt vindpres.

Udforskning af Venus
Inden rumalderen troede man, at Venus gemte et miljø lignende det på Jorden under sin skydækkede overflade. Men det endte naturligvis i en stor skuffelse, da man omsider fik sendt sonder til Venus, der målte og undersøgte miljøet. Det lykkedes sågar efter en masse forsøg at få to sonder, Venera 9 og Venera 10 til at lande på den faste overflade, fotografere den og sende billeder hjem til Jorden pr. radio.

I modsætning til andre jordlignende planeter, gemmer Venus sin overflade under et slør af skyer. Skyerne er ca. 50 km over overfladen og består primært af svovlsyre og svovldioxid. De reflekterer lyset på samme måde, som sne gør, hvilket bevirker, at Venus er så klar at kigge på, set udefra. Atmosfæren under skyerne er normalt klar, men observatører på Jorden kan kun se de hvide skyer. Et berømt fænomen i Venus’ atmosfære er ”aske-lyset”, hvor den ubelyste del af Venus kan stige i lysstyrke en måned eller to før og efter nedre konjunktion. Konjunktion er når to himmellegemer ser ud, som om de ligger tæt på hinanden, når man ser dem fra Jorden. For Merkur og Venus der ligger mellem Solen og Jordens bane, betyder konjunktion dog også, hvor disse befinder sig i forhold til henholdsvis Jorden og Solen. I nedre konjunktion befinder planeterne sig mellem Jorden og Solen, og i øvre konjunktion befinder de sig bag Solen, set fra Jorden.

I toppen af Venus´ skylag blæser vinde med omkring 350 km/t; skytoppene kan nå at blæse hele vejen rundt langs ækvator på fire dage, og det bidrager til at transportere og fordele varmen jævnt over hele planeten. Skyerne reflekterer desuden 80 % af det lys, som solen sender hen på planeten, tilbage ud i verdensrummet. Ballonsonder har opfanget radiostøj fra kraftige lynudladninger i skyerne. Lyn i en knastør atmosfære er endnu ikke forklaret.

Morgen- og aftenstjernen
Da Venus er tættere på Solen end Jorden, står den (set fra Jorden) aldrig langt fra Solen på himlen. Derfor ser man den ofte som en klar stjerne lige før solopgang (og omtales da som ”morgenstjernen”) eller lige efter solnedgang (”aftenstjernen”). De bedste observationsforhold er når Venus enten er i største vestlige elongation (før solopgang) eller i største østlige elongation (efter solnedgang). I begge tilfælde er Venus 47° fra Solen. Selvom afstanden til Venus da er 102 mio. km, er det bedre, end når Venus er tættest på Jorden (i nedre konjunktion; 41 mio. km), da vinkelafstanden til Solen her er nul.

Historisk set
Allerede i det 17. århundrede opdagede Galileo Galilæi, at Venus havde faser ligesom Månen, og disse faser beviste, at den kredsede om Solen og ikke om jorden, det var et af de første modbeviser på den gængse geocentriske model.

Eftersom Venus er et af de stærkest lysende objekter på himlen, har den været kendt og værdsat siden tidernes morgen. Den er beskrevet i Babylonske tekster fra 1600 før vor tidsregning, som Isthar (Sumerisk: Inana), der symboliserede det kvindelige og var kærlighedens gudinde. I det gamle Ægypten og i det antikke Grækenland havde Venus to navne: et for sin rolle som morgenstjerne og et for sin rolle som aftenstjerne. Grækerne kaldte morgenstjernen Phosphoros - den der bringer lys/morgengry og aftenstjernen Hesperos (den der bringer lys om aftenen) også referet til som Lucifer (lysbæreren) den faldne engel. Senere blev den samlet i et begreb og fik navnet Aphrodite.

Mayacivilisationen opfattede Venus som en meget vigtig faktor og udviklede en religiøs kalender baseret på Venus´ bevægelser. Ud fra den kunne de bestemme gode tidspunkter for f.eks. krig! De var opmærksomme på Venus´ synodiske omløb (to på hinanden følgende nedre konjunktioner) og kunne beregne dem ned til en hundrededel af en dag. I vestlig alkymi repræsenterede Venus metallet kobber, og i antikken brugte man pudset kobber til spejle og opfattede Venus som den spejlede gudinde.

Astrologisk
Med herskerskab både i Tyren og Vægten har Venus to vigtige hovedfunktioner: penge og kærlighed, men lad os starte med rene Venusiske toner. Venus er symbol på det kvindelige, på vores feminine sider, hvad enten vi er mænd eller kvinder, men også specifikt på "kvinder". Hver gang der er en kvinde involveret, er Venus i spil. Psykologisk er der tale om anima, det kvindelige i os alle og de kvinder, vi møder i det ydre liv. For manden er hun den indre kvindelighed, musen der inspirerer ham. Skønhed, ynde, charme, tiltrækningskraft er Venus´ varemærke. Venus er knyttet til kreativitet, kunst og specielt æstetik. Ofte stærkt fremhævet i kunstneres horoskoper.

Venus er altid sød, opfører sig pænt, har manerer, der passer til de bonede gulve. Den søger balance, at alle får lige muligheder, og dens metoder omfatter diplomati, venlighed, at behage omgivelserne og at tilpasse sig. Vægtvenus er specielt harmonisøgende, blid og kærlig. Venus slapper af, tager imod og omslutter. Kærlighed, romantik og partnerskab er centralt for Venus og at indgå i et samvær, et samarbejde eller andet fællesskab. Venus trives i samspillet med andre.

Tyrevenus er meget mere kontant, det drejer sig om penge, værdier, de varige helst. Venus er den lille lykkebringer, det lille overflødighedshorn ikke mindst materielt. Venus er også sensuel, sanselig, nydende, gerne på et fysisk plan. Livet må gerne være komfortabelt og enkelt, men det må også gerne indeholde luksus, livsnydelse, fornøjelser. Skønheden kommer ikke kun indefra, Venus er knyttet til alle former for smykker, mode, parfume, sminke som forsøger at forskønne kroppen.

Skønheden
Skønheden skal også helst være til stede i omgivelserne, Venus trives ikke i grimme miljøer. Igen er æstetikken vigtig, der skal være balance, farverne skal harmonere, der må ikke være støj, lugt eller disharmoniske elementer. Venus har travlt med at skabe balance og ro, når omgivelserne ikke serverer dette. "Simple living" er for Venus ikke ensbetydende med en bar pære ned fra loftet. Men det er en enkel livsstil, der er til at overskue og ikke giver for mange udfrodringer. Klassiske linier og enkle former, gyldne snit og igen balance.

Planter og her specielt blomstrende planter er et Venustema. Gartneren leger også med farver og harmoni, men på et konkret fysisk plan. Som en kollega har observeret, så får man blomster, f.eks.når Venus går over ens descendant.

Venus er fredsmægler, udpræget pacifist og har det dårligt med kiv og strid. Den finder løsninger, der gavner alle parter, den søger kompromisser, oplever synergien, når to mennesker finder et fælles udgangspunkt.

Medaljens bagside
Nu er Venus ikke lutter lagkage, selv om den elsker søde sager, der er altid en bagside. Venusiske mennesker kan blive meget dvaske og dovne, magelige, selvforkælende, narcissistiske. De er forfængelige, glider af over for problemer, har ikke lyst til besvær eller ansvar. Kan vi ikke bare nyde hinanden og samværet og tage vanskelighederne en anden gang?

Hvad kan du lide? Venus fortæller noget om vores smag, hvad vi synes om og ikke synes om, hvad der skal til for at tilfredsstille vores sanser. Venus er ikke kompliceret, der er noget, der er rart, føles godt, smager godt, og så holder vi os til det, vanens magt er en side af Tyrevenus. Alt, der kommer ind gennem de fem fysiske sanser, kommer forbi Venus, den er meget kropsnær.

For mange søde sager og for lidt motion giver en cocktail, der sætter sig på sidebene, den skønne Afrodite bliver ret buttet med årene, men bevarer altid et element af noget smukt og tiltrækkende.

Mars

Astronomisk og astrologisk
Mars er den fjerde planet i Solsystemet, talt fra Solen, og naboplanet til vores egen planet Jorden. Mars kaldes også den røde planet på grund af sin karakteristiske farve, så du finder den let på nattehimlen. Mars er opkaldt efter den romerske krigsgud (græsk Ares).

Mars og Jorden roterer næsten lige hurtigt, så på Mars oplever man et ”mars-døgn”, der er godt 39½ minutter længere end et jorddøgn. Mars-året, den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, tager 686,9601 jorddøgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Fordi Mars’ omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser og aftager i udbredelse, når det er henholdsvis vinter og sommer på de respektive halvkugler.

Når den er længst væk fra Jorden, er den over syv gange så langt væk, som når den er tættest på. Nogle gange er den i en måneds tid svær at se på grund af Solens lys. De bedste tider til at observere Mars i kommer med 15-17 års intervaller og er altid mellem sidst i juli og sidst i september. Der kan man se en rigdom af detaljer fra dens overflade med et teleskop, specielt iskapperne ved polerne. Når Mars nærmer sig oppositionen til Solen begynder dens retrograde periode, denne varer omkring 72 dage, og Mars når sin største lysstyrke midt i denne periode.

Marsoverfladen
Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter, der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratere fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud, når man observerer dem fra Jorden, så tidligere mente man, at de lysere, lave sletter var ”kontinenter” mellem det mørkere højland, som man mente var ”have”.

Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 26,4 kilometer, har rekorden som Solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på Solsystemets største bjergkløft, som er 4.000 kilometer lang og 7 kilometer dyb:

Atmosfære
Mars har en ganske tynd atmosfære. Det meste, 95%, af marsatmosfæren består af kuldioxid (CO2), og modsat Jordens atmosfære beskytter den marsianske atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys. På grund af den større afstand til Solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af, hvad den er i Jordens afstand, og dertil er den tynde marsatmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit -60 grader Celsius, med udsving mellem -140 og +25 grader.

Det meste af det vand, der findes på Mars, er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som ”rim”, blandet op med frossen kuldioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner indimellem store højtliggende cirrusskyer. Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses her fra Jorden ved, at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.

Marsiske måner
Mars har månerne Phobos og Deimos – navnene er græsk for skræk og rædsel – som begge blev opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, kartoffelformede stenblokke; afhængig af hvilken led de måles på, er Phobos’ udstrækning mellem 19 og 27 kilometer, mens Deimos måler 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter, som er blevet indfanget af Mars’ tyngdefelt.

På grund af tidevandskræfter har begge måner bunden rotation og vender derfor altid den samme side mod Mars. Phobos’ bane er så lav, at den fuldfører et omløb hurtigere, end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars står Phobos op i vest og går ned i øst. Deimos står i lighed med Jordens måne op i øst og går ned i vest. Begge måner "spiralerer" ind mod Mars og vil med tiden kollidere med Mars.

Liv på Mars?
Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af ”marsboere” eller ”små grønne marsmænd”, men med den viden man nu har, er det tvivlsomt, om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på, at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så ”våd”, som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning, end den har i dag — og i så fald er det tænkeligt, at Mars dengang har haft livsformer.

I 1880’erne mente man at have observeret nogle ”linjer” på kryds og tværs hen over marsoverfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiske illusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler og ”nogen”, måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler.

Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart, at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede, hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på marsoverfladen, gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende - langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation, man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede.

Rummissioner til Mars
Jorden og Mars kan kaldes hinandens ”nabo-planeter”, og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner, end Jordens ”nabo til den anden side”; Venus.

De første ubemandede ekspeditioner til Mars blev gennemført i 1960’erne med sonder, der enten fløj forbi eller gik i kredsløb om Mars, og derfra optog nærbilleder og foretog andre observationer fra ”nært” hold. I 1970’erne landsatte man de første fartøjer direkte på overfladen, hvoraf det daværende Sovjetunionen var først med et menneskeskabt instrument på marsoverfladen. Siden 1990’erne er en række fartøjer fra USA og ét fra den europæiske rumfartsorganisation ESA blevet landsat på Mars.

Den astrologiske Mars Mars - krigsguden - er den planet, der symboliserer vores overlevelseskraft, kampkraft, -gejst og dristighed. Mars er meget fysisk og konkret. Hvor stærke er vi? Hvor megen energi har vi til rådighed? Hvor god er vores gennemslagskraft? Om du er en stor slagsbror eller en lille bangebuks er afspejlet i din Marsposition, din muskelstyrke og dit vovemod. Vores aggressioner, vrede, selvhævdelse, altså vores mere dyriske, instinktive drifter er et Marsanliggende. Mars er ikke sart, ting lugter, støjer og gør i det hele taget opmærksom på sig selv, hvor Mars er involveret.

Mars er rå, driftig, dristig, virksom, energisk og på banen, når vi løber en risiko, når noget er farligt, eller når der opstår konkurrencer, den elsker at kappes, slås og vise, hvad den dur til, den er præstationsorienteret. Den er også knyttet til vores motorik, grovmotorikken, så den kan slå en proper næve. Der er ingen finpolerede manerer her. Her er livet ikke slebet til og tilpasset samfundsnormerne.

Mars er altid oppe på mærkerne, igang, på vej mod et mål, stiller sig ikke tilfreds, der skal "action" til konstant. Den er effektiv, når den fungerer godt. Den er udfarende, erobrende og impulsiv/spontan. Det er pioneren eller håndværkeren med det gode håndelag og den fysiske styrke også til hårdt arbejde. Kropsligt er den specifikt knyttet til hovedet, til øjne og til muskler.

Mars er knyttet til maskulinitet, den er Manden med stort M, her er testosteronet i kog og viser, hvor maskulin man er i sit udtryk, hvad enten man er mand eller kvinde, og for kvinder viser den den indre (ideal)mand, den indre partner (animus), hvad du reagerer på hos en mand. For manden hans selvfølelse og identitet som mand.

Vores ego ses i Mars, dermed også egenskaber som egoisme, det lille stædige, uregerlige barn, den hensynsløse, som kun kører efter sit eget hoved og sine egne behov. Den er meget fokuseret på her og nu, og hvad har JEG brug for. Når den er rigtig negativ, er den brutal, voldelig, stridbar og helt uden tålmodighed. Den er et energibundt med grove metoder. Men positivt set er Mars jo også den, der giver os modet og handletrangen til at få vores liv derhen, hvor vi gerne vil have det, den er vores vilje, vores gå-på-mod, enthusiasme og evne til at tage initiativer og begynde forfra, når det er nødvendigt, Mars piver ikke, den smøger ærmerne op og går igang.

Sex er et af hovedtemaerne hos den virile Mars, det er kødets lyst, drifterne, begæret, lidenskaberne og forplantningen, der er i front. Der er ikke så mange fine nuancer, men en stærk medrivende drift, som vælter alt omkuld. Også her er den erobreren, på jagt efter et eftertragtet "bytte".

Mars er primitiv, men også på den positive måde, enkel, uforstilt, den er også jægeren, den er selvforsynende, selvstændig og arbejder bedst alene eller i en form for konkurrencesituation, hvor den yder sit ypperste. Erhvervsmæssigt kræver den også aktivitet i sin job, er gerne selvstændig, men helst ikke med ansatte, den skal sørge for, den vil selv og kan selv, men samarbejde er ikke lige dens kop te. Håndværksopgaver er oplagt, militær, politi, job, der er knyttet til våben, også slagter eller kirurg er Marsjob. Ild og metal er også Marsingredienser, specielt jern, så arbejde indenfor jernindustrien, pladeværksteder, fyrbøder eller brandmand er blandt mulighederne. Vigtigst er under alle omstændigheder, at man har mulighed for at råde selv, bruge sin styrke og evne til at handle her og nu.

Mars er akut, heftig og intens. Den lægger megen energi i sine projekter, som den altid har et kørende af, men de skal være kortsigtede, vise håndgribelige resultater og virkelig flytte noget, det er ikke en tørvetriller, vi møder her, men en entrepenørtype.

Jupiter

Astronomisk og astrologisk
Jupiter er Solsystemets største planet. Den er hele 12 gange større end Jorden og har ikke mindre en 65 kendte måner.

Jupiter er den femte planet fra Solen. Den er større end alle de andre planeter tilsammen - både hvad angår masse og rumfang. Planetens diameter er knapt 143.000 km ved ækvator, og den vejer 318 gange så meget som Jorden. Det er en gas-gigant med masse på en tusindedel af Solens, men to og en halv gange massen af alle de andre planeter i vores Solsystem tilsammen. Set fra Jorden er Jupiter det tredjeklareste objekt på nattehimlen efter Månen og Venus (Mars kan i korte perioder matche Jupiters lysstyrke på visse punkter i sin bane). Selvom planeten er meget stor og tung, består den dog hovedsageligt af det letteste grundstof brint (89,8%) og det næstletteste, helium (10,2%) samt spor af andre stoffer. I planetens indre er trykket så stort, at den flygtige brintgas presses sammen og får egenskaber som et flydende metal.

Atmosfære og hvirvler
Jupiter har den største atmosfære af planeterne i Solsystemet, den spænder over 5000 km i højden. Da Jupiter ingen overflade har, anses grundlaget for dens atmosfære normalt for at være det punkt, hvor det atmosfæriske tryk er lig med 10 bar, eller ti gange lufttrykket på Jorden.

Jupiters atmosfære er kendetegnet ved markante skybånd, der kan ses i selv de mindste stjernekikkerter. I skybåndene ses hvirvelstorme, der kan overleve i årevis. Den meget store hvirvelstorm “den store røde plet” har været observeret i flere hundrede år, den vides at have eksisteret mindst siden det 17. århundrede, hvor den først blev set i teleskop.

Storme som denne er almindelige i den turbulente atmosfære af gas-giganter. Jupiter har også hvide ovaler og brune ovaler, som er mindre unavngivne storme. Hvide ovaler består af relativt kølige skyer i den øvre atmosfære. Brune ovaler er varmere og beliggende inden for “det normal skylag”. Sådanne storme kan vare så lidt som et par timer eller strække over århundreder. De orange og brune farve i Jupiters skyer er forårsaget af fremvældende partikler, der skifter farve, når de udsættes for ultraviolet lys fra Solen. I 2000 fusionerede flere mindre, hvide, ovale storme til en enkelt større. Disse tre mindre hvide ovaler blev første gang observeret i 1938. Det fusionerede har fået øgenavnet "Red Spot Junior", den er siden steget i intensitet og skiftede farve fra hvid til rød.

Skylaget er kun omkring 50 km dybt og består af mindst to dæk af skyer: et tykt lavere dæk og en tynd klarere region. Der kan også være et tyndt lag af vandmættede skyer, som danner lyn. Disse elektriske udladninger kan være op til tusind gange så kraftfulde som lyn på Jorden.

Måner
Jupiter er den planet i Solsystemet, der har flest måner. Jupiter har 65 kendte måner. Den har fire store, som alle er opdaget af Gallileo Gallilei i 1610: Europa, Io, Callistro og Ganymedes.

Man mener, at der måske ligger et hav under Europa’s frosne overflade. Io er det mest vulkanske objekt i hele solsystemet og har hundredevis af aktive vulkaner. Callisto er fyldt med kratere, hvor det største har en diameter på 1.500 km. Ganymedes er den største måne i solsystemet og har en diameter større end planeten Merkur. Disse måner kan alle ses i en lille kikkert.

Rotation og aksehældning
Jupiters rotation er den hurtigste af alle solsystemets planeter, en rotation om egen akse varer lidt mindre end ti timer. På grund af denne hurtige rotation, er Jupiters form fladtrykt, klumpformet, den har en lille, men synlig bule omkring ækvator, der nemt ses gennem et jordbaseret amatørteleskop. Den fladtrykte klumpform betyder, at diameteren på tværs af ækvator er længere end diameteren målt mellem dens poler. Fordi Jupiter ikke er et fast legeme, er der forskelle i dens rotation. Rotationen af Jupiters polaratmosfære er omkring 5 minutter længere end den ækvatoriale atmosfære.

Jupiters ringe aksehældning (kun 3,13°) betyder, at polerne hele tiden modtager mindre solstråling end ved ækvator. Konvektion i det indre af planeten transporterer mere energi til polerne og balancerer temperaturer på skylaget. Jupiter udstråler mere varme, end den modtager fra Solen, den mængde varme, der produceres inde i planeten, svarer til den samlede solstråling, den modtager. Denne proces resulterer i, at planeten skrumper med ca 2 cm om året. Da den blev dannet, var Jupiter meget varmere og omtrent dobbelt sin nuværende diameter. Temperaturen og trykket inde i Jupiter stiger støt mod kernen. Jupiters brede magnetfelt er 14 gange så stærkt som Jordens, hvilket gør det til det stærkeste i solsystemet.

Jupiter er blevet undersøgt flere gange af robotrumfartøjer, især af Pioneer og Voyager forbiflyvningsmissioner og senere af Galileo Orbiter. Den seneste rumsonde til at besøge Jupiter var New Horizons på vej mod Pluto i slutningen af februar 2007. Sonden brugte tyngdekraften fra Jupiter til at øge sin hastighed.

Jupiter er den eneste planet, der har et fælles tyngdepunkt med Solen, der ligger uden for Solens masse. Den gennemsnitlige afstand mellem Jupiter og Solen er 778 millioner kilometer (ca. 5,2 gange den gennemsnitlige afstand fra Jorden til Solen), og den fuldfører et omløb hvert 11,86 år. Dens bane er elliptisk. På grund af excentriciteten, varierer afstanden fra Jupiter og Solen med 75 millioner km mellem perihelium og aphelion (nærmeste og fjerneste punkter i planet).

Ringe på Jupiter
Jupiter har en svag ring bestående af tre segmenter: en indre af partikler kendt som glorie, en relativt lys hovedring og en ydre ring. Disse ringe ser ud til at være lavet af støv, snarere end is som Saturns ringe. Den store ring er sandsynligvis lavet af materiale udslynget fra satellitterne Adrastea og Metis. Der er også tegn på en stenet ring trukket langs Amaltheas bane, som kan bestå af kollisionsvragrester fra månen.

I Jupiters bane ca. 60 grader foran og ligeså bagefter er de såkaldte Trojanere, der trofast følger Jupiter på dens vandring (se illustrationen).

Astrologisk
Meget af det, der går igen i den astronomiske beskrivelse, er "meget stor", den "mest"... "flest"... "størst".. og dette er et gennemgående tema for Jupiter, den er involveret lige så snart, der er meget af noget, noget er størst, den går i meget store sko, har store armbevægelser, maler med store penselsstrøg og har hang til overdrivelser., er knyttet til mereværd, selvovervurdering, ekspansion, fremgang, udvidelse, vækst, udvikling. Vor tids velfærdsmantra er Jupiterrelateret. På den negative front giver den frås, ødselhed og fedme.

Den store lykkebringer
Jupiter er der, hvor vi finder lykke, held, succes, gunst, har en fordel, har gavn af noget, har overskud, medvind og grokraft. Jupiter giver vores humør et stort pift opad, det handler om positivitet, optimisme, opdrift, et lyst sind, jovialitet, livsglæde, begejstring og en stor livsappetit. Der, hvor Jupiter befinder sig i horoskopet, føler vi os glade og godt tilpas, ser ikke på problemsiderne, men på successerne.

Jupiter er også knyttet til værdighed, til position, den er stærk i kongelige, gejstlige, præster og guruers horoskoper, alle indflydelsesrige personer har Jupiter som ven. Jupiter er ligesom Merkur knyttet til vores tankegang, vi har fat i den, når vi studerer og omdanner viden til forstand. Jupiter viser vores holdninger, det være sig filosofiske, livsholdninger og hele vores ideverden. Den er med til at vise vores tro, den etablerede religion, vores idealer. Den har med højere uddannelse, akademisk tankegang, højere læreranstalter at gøre, den giver overblik, udsyn, vurderer, bedømmer, bruger fornuft og selvstændig tankegang, som i sidste instans kan blive til visdom.

Denne visdom skulle så gerne afspejles i samfundets forskellige instanser, Jupiter er knyttet til lov, ret og uret, jura, retsvæsenet, domfældelse, den afspejler vores moral, etik, samvittighed og ærlighed. Men den kan også blive overmoralsk, være en løftet pegefinger eller ende i den modsatte grøft en lille hvid løgn, der vokser sig stor, en tagen for let og nonchalant på reglerne, blive dumdristig og fejlvurdere, det går jo nok.....

Udlandet, udlængsel, rejser, udlændinge, er Jupiteranliggender, den har brug for plads, frihed, råderum, de store linier, perspektiv, den søger ud i naturen, en udvidelse af horisonten både mentalt og konkret fysisk.

Jupitererhverv finder vi typisk inden for lærerbranchen, hvor den videregiver sin omfangsrige viden, åndelige vejledere som f.eks. præster eller psykologer. Erhverv med tilknytning til naturen er oplagte, og som rejseleder, globetrotter, hesteavler, skuespiller eller filosof gerne med mulighed for et bohemeliv eller i hvert fald frie forhold. Jupiters metal er tin og aluminium, kropsligt er den knyttet til lårene, og leveren.

Saturn

Astronomisk og astrologisk
Saturn er uden tvivl den smukkeste planet i Solsystemet. Det skyldes planetens imponerende ringsystem, der formentlig er en måne, som er blevet flået i stykker af planetens tyngdekraft.

Saturn er Solsystemets næststørste planet og den sjette fra Solen. Saturn er ligesom Jupiter en gasplanet. Atmosfæren indeholder 96,3% brint og 3,3% helium. Den har et omløb om Solen på ca. 29½ år, om sig selv 10,7 timer. Saturn er fladtrykt ved polerne grundet blandingen af en hurtig omløbstid, lav massefylde og flydende tilstand. De andre gasplaneter er også fladtrykte, men i mindre grad end Saturn.

Selvom Saturns indre kerne har en betydelig tættere masse end vand, er den gennemsnitlige tæthed som en gasplanets. Saturn er ca. 95 gange jordens masse, mens Jupiter er 318 gange. Man mener, at Saturns strukturelle opbygning ligner Jupiters, med en lille hård indre kerne omgivet af gasarter. Saturn har et varmt indre og udstråler mere energi, end den modtager fra Solen. Den største udladning skyldes en mekanisme kaldet "Slow gravitional compression" (et rigtigt Saturnudtryk i alle tre led).

Ringsystemet
Selv i en lille stjernekikkert ses planetens meget smukke ringsystem. Set med teleskoper på Jorden ser ringen ud til at bestå af tre dele, men rumsonder har vist, at der i virkeligheden er tale om tusindvis af ringe. Tidligere mente man, at dette ringsystem var noget enestående for Saturn, men det har senere vist sig, at både Jupiter og Uranus har tilsvarende, men langtfra så markante ringsystemer.

Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. A og B ringene er de mest lysstærke, og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage. Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads.

Ringen består af is og isbelagte småsten. De største stumper er ca. på størrelse med en bus, mens de fleste ‘ring-stumper’ kun er få centimeter store.

Saturns måner
Saturn har også en stor familie af måner - ialt 62. De fleste af disse måner er ganske små, men den største måne, Titan, er Solsystemets næststørste måne. Titan er den eneste måne i Solsystemet, der har en tæt atmosfære. Et andet fænomen, der er unikt for Saturns system af måner, er samspillet mellem Epimetheus’ og Janus’ omløbsbaner: Hvert fjerde år kommer de så tæt på hinanden, at deres tyngdefelter får dem til at bytte deres næsten ens omløbsbaner.

Nogle af de måner, man har opdaget for nylig, er blot et par kilometer store, og teknisk set er hver eneste af de partikler, der danner Saturns ringsystem, i sig selv en måne, og astronomerne har ikke nogen vedtagen grænse for, hvad der er en lillebitte måne, og hvad der er en stor ring-partikel.

I juli 2004 ankom NASA’s rumsonde Cassini til Saturn. Cassini medbragte den europæiske minisonde, Huygens, der blev landsat på Titan i januar 2005. Planetforskerne mener, at forholdene på Titan minder om Jorden, da den var meget ung. Det er derfor ikke utænkeligt, at undersøgelserne af Titan kan give ny viden om, hvordan livet er opstået.

Atmosfære
Saturns atmosfære udviser samme tendens til "bånd", som man ser på Jupiter, men båndene på Saturn er langt svagere og løsere i deres struktur. Der er et lag med isskyer med en temperatur på ca. 153 graders frost. Vindene på Saturn hører til solsystemets hurtigste. Der er observeret store storme på Saturn, men ikke så langvarige, som dem på Jupiter. Et gentagent fænomen "The great white spot" opstår ca. hvert 30. år. Det blev observeret i 1876, 1903, 1933 og 1960, hvor stormen i 33 var den mest kendte. Hvis perioden holder stik, vil den næste storm komme omkring 2020. Ved nordpolen er en mystisk sekskantet skyformation, som astronomerne ikke har fundet forklaring på.

Historisk og mytologisk
Da Saturn hører til de planeter, man kan se med det blotte øje, har den været kendt siden forhistorisk tid. Babylonske astronomer observerede systematisk og nedskrev observationerne af Saturn.

Romerne gav planeten navn efter deres gud Saturnus (svarende til den Græske gud Kronos), som var gud for jordbrug og høst, for tiden og det ordnede univers. Saturn var gift med Rhea, som samtidig var hans søster. De fik blandt andet børnene Hades (Pluto) og Poseidon (Neptun). Kronos (Saturn), Rhea og deres søskende gik iøvrigt under betegnelsen titaner. Derfor hedder Saturns største måne også Titan. Diverse Saturnske måner er opkaldt efter titanere og de dødelige giganter.

Kronos er i græsk mytologi en titan, søn af Uranos og Gaia, Himmel og Jord. Han tog magten fra sin far, kastrerede ham og sendte ham ned i det dybeste Tartaros. Advaret af en spådom om, at han selv ville blive styrtet af en søn, slugte Kronos alle de børn, hans søster Rhea fødte ham. Da Rhea til sidst rakte Kronos en indsvøbt sten i stedet for den nyfødte Zeus (Jupiter), blev den kommende olympiske gudekonge reddet og tog senere magten fra Kronos.

Selv om græsk og romersk mytologi flyder sammen, kan man dog stadig se en forskel på Saturnus og Kronos, idet Saturnus har en mere fremtrædende position i den romerske religion. Han var her en slags frugtbarhedsgud. Festen Saturnalia blev fejret til ære for Saturnus.

Efter mellemøstligt forbillede opkaldte grækerne og romerne den "syvende" planet og den "syvende" ugedag (lørdag) efter guden Kronos / Saturnus. Denne dag hedder stadig i dag Saturday på engelsk.

Astrologisk
Saturn er, som ovenfor nævnt, knyttet til tiden, til gamle mennesker, alt der trækker i langdrag, er kronisk, langvarigt, for sent, forsinket og alt, der har en alder, er gammelt. Hertil hører også at være konservativ, gammeldags. Tiden, når den er moden, når forarbejdet er gjort og også skæbnen, det uundgåelige, som du har sået, skal du høste. Hvornår "klokken har slået". Dermed er den også forbundet med erfaring, det man har lært sig over tid, oftest via praktiske tiltag, forsøg og fejl metoden. En anden tidsting er tålmodighed, at man ved, ting tager tid, og at tid heler sår. Og til sammen giver det stabiltet, en anden Saturndyd.

Saturn er en arbejdshest, pligt før fornøjelser, og Saturnprægede mennesker er meget pligtopfyldende, ansvarsbevidste, med stor selvkontrol og selvdiciplin, i det hele taget er disciplin et rigtigt Saturnord! Saturn arbejder støt og roligt (tid), er konsekvent, flittig, stræbsom, ambitiøs og målrettet, har man sat sig et mål, bliver der lagt sten på sten, til målet er nået. I øvrigt hører Saturn til "kontrolfreaksene", har brug for at have styr på ting.

Styringen er så præget af regler, skik og brug, struktur, systematik og solid planlægning. Samtidig står Saturn også for autoritet, magt, faderfigurer, også de forlængede - samfundets rygrad af instanser, der sørger for at tingene fungerer. Men som også gror fast i poster og stillinger, hvor de har indflydelse. Pedanten og skrankepaven, der holder sig til bogstaven i reglementer og vedtægter, er også en Saturnfigur.

Saturn befinder sig i realiteternes verden, er nøgtern, praktisk, saglig og jordnær. Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke. Ting skal bevise deres værdi. Den kender konsekvenserne af sine handlinger. Saturn er god til en koncentreret indsats, kan tage skyklapper på og arbejde med præcist det, der kræves for at løse en opgave.

Minussiderne
Hvor Jupiter fokuserer på alle de skønne muligheder og åbne døre, er Saturn sortseeren, den der på forhånd forventer lukkede døre, fiaskoer, nedture, som ser forhindringer, mangler, fejl, og ofte i den forbindelse virker intolerant, der er ikke ubegrænsede muligheder, og der er kun én metode, den gammelkendte, gennemprøvede, som også vores bedstefar brugte, og som traditionen foreskriver. Saturn er skeptisk, den hæmmer, indskrænker, giver barrierer, problemer, besvær. Den skaber grænser. Den tager sorgerne på forskud, for kan det gå galt, så går det galt i Saturns livssyn. Der er altid en sten i skoen.

Dette er klart med til at give andre Saturnegenskaber som mindreværdsfølelse, komplekser, skyhed, tillukkethed, Saturnmennesker er generte, kejtede, indadvendte, holder sig tilbage, er forsigtige, nøjsomme og isolerer sig ofte. Med nøjsomheden følger nogle gange behovet for askese, man kan leve på en sten. Når Saturn viser sig fra sin rigtig negative side er den hård, ufølsom, depressiv, tvangspræget og angstfyldt. Den hårde dommer, den indre tysklærer, den fordømmende forælder, Saturn giver ikke ved dørene, du skal gøre dig fortjent til dens gaver. Vores skyggesider kommer ofte til udtryk gennem Saturn. I gamle dage var opdragelsen ofte Saturnisk kæft, trit og retning. Men kunne også være det at lære at tage ansvar og gøre sin pligt.

Saturnsignaturer
Både på det ydre og det indre plan er Saturn en læremester, der stiller krav, en alvorlig, streng, måske kommanderende, men også retfærdig person. Når ting tages seriøst, er Saturn i spil. Den er eksperten, der indgyder respekt, for den har arbejdet intenst med tingene, er en kompetent medarbejder, der gør sit job ordentligt. Saturn er professionel.

Saturn er sammentrækkende, kold og krystalliserende, så vinterens sne og is er Saturnrelateret. Derudover er den knyttet til bly, sten, miner, læder, huder, og i det fysiske legeme er den knyttet til hår, hud, knogler, tænder og knæ. Den er vores skelet, vores grundstruktur, der holder os oppe og samlet. Saturn giver os rygrad.

Erhvervsmæssigt søger Saturn en vigtig position, den er magtbetonet og trives godt i autoritetsudøvende stillinger, gerne indenfor det offentlige, med uniform og pension i sigte. Tryghed og enkle fornuftige regler at holde sig til. Bureaukrati er ok. Ofte er den også involveret i hårdt, slidsomt fysisk arbejde i miner, med beton, i kulde eller den arbejder med historie, på museum eller i arkiver. Under alle omstændigheder møder den til tiden og gør sit arbejde grundigt.

Uranus

Astronomisk og astrologisk
Uranus er den syvende planet fra Solen i Solsystemet og var den første planet, der blev opdaget i historisk tid. William Herschel opdagede d. 13. marts 1781 en tåget klat, som han først troede var en fjern komet. I slutningen af 1781 konkluderede han, at himmellegemet bevægede sig i en planetbane. Uranus er en gasplanet og er, målt på diameteren, solsystemets tredjestørste planet efter Jupiter og Saturn. Uranus er opkaldt efter Jupiters morfar og Saturns far Uranos.

Uranus’ middelafstand til Solen er 19,19 gange så stor som Jordens, det er dobbelt så langt som Saturn. Det tager sollyset 2,65 timer at nå Uranus. Uranus ligger ned i forhold til de andre planeter, med en hældning på 97,9°. Det tyder på, at Uranus har været ramt af en massiv planet efter dannelsen. Yderligere er magnetfeltets akse 59° forskudt for rotationsaksen og skærer ikke centrum.

Ringe
Uranus har et ringsystem på samme måde, som Saturn har det, omend Uranus’ ringe langt fra er så imponerende.

Ringene om Uranus blev opdaget ved et tilfælde, da man i 1977 observerede Uranus passere forbi foran en stjerne - sådanne observationer kan fortælle om planetens størrelse og noget om atmosfæreforholdene - og registrerede ti »ekstra« formørkelser; fem før og fem efter selve Uranus’ passage. Man konkluderede, at Uranus har fem ringe og beregnede sig til, at den yderste ring er knap 100 km bred, mens de øvrige 4 er ca. 10 km brede.

Sidenhen har man fundet ud af, at Uranus har 11 ringe i sit ækvatorplan. De 9 ringe er meget smalle (1-12 km), mens den yderste er lidt bredere (20-100 km), og den inderste, 1986U2R, er 2500 km bred og meget diffus. Ringene, der er meget lyssvage, består formodentlig af opbrudte asteroider.

Måner
Pr. 2005 kender man 27 måner i kredsløb om Uranus. De kan groft opdeles i de fem, der blev opdaget inden rumfartens tidsalder, som samtidig er de fem største. Herefter har man ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager 2, samt observationer fra jord-baserede observatorier opdaget yderligere 22 måner.

De største af månerne, Titania, Oberon, Ariel, Umbriel og Miranda, er ismåner, der må være dannet samtidig med Uranus, mens flere af de andre måner formodentlig er indfangede asteroider eller kometer, der stammer fra Kuiperbæltet.

Den blå gasplanet
Uranus er som nævnt en gasplanet uden fast overflade. Temperaturen ved toppen af skydækket (ved 1 atm tryk) er -197 °C. Planeten har en lille kerne af metal og silikater, mens den omgivende kappe består af vand, ammoniak, methan, helium og hydrogen. Forholdet mellem helium og hydrogen i Uranus’ atmosfære ligner Solens, hvilket er et tegn på, at Uranus i modsætning til Jupiter ikke indeholder metallisk hydrogen i sit indre.

Uranus’ blå-grønne farve skyldes atmosfærisk methan, der absorberer rødt lys og reflekterer blåt lys.

Først da NASA’s Voyager 2 rumsonde fløj forbi Uranus i 1986, fik vi nærbilleder af planeten. Uranus er overraskende kedelig, da der ikke er nogen synlige skysystemer i dens atmosfære. Billeder optaget af rumteleskopet Hubble i infrarødt lys viser imidlertid, at der findes skybånd og varme aktive områder i atmosfæren.

Andre egenskaber
Uranus’ hældning på 97,86° betyder, at dens rotationsakse nærmest ligger helt ned i ekliptika, og at planeten faktisk har retrograd (baglæns) rotation. Dette skyldes formodentlig en kollision med en anden planet tidligt i Solsystemets historie. Uranus’ magnetfelt, der hælder 59° i forhold til rotationsaksen, er også helt usædvanligt.

Uranus har en omløbstid på 83,7474 år og en rotation om sig selv på godt 17 timer. Selv om den faktisk er synlig med det blotte øje ved særligt gunstige vejrforhold, er den aldrig blevet genkendt som planet, da den er meget langsom og meget svag i lysstyrke, man har simpelthen taget den for at være en fixstjerne, indtil Herschel ved hjælp af teleskop opdagede dens karakter af planet. Det var den første planet, der blev opdaget med teleskopet.

Nogle astronomer laver to kategorier med gasplaneter, en med Jupiter og Saturn, og en ekstra kategori med Uranus og Neptun, som betragtes som isgiganter. Selv om Uranus´ atmosfære minder meget om Jupiter og Saturns, rummer den så meget is (dannet af vand, ammoniak og metan), at den har den koldeste atmosfære i Solsystemet (-224C). Vindhastigheder på Uranus ligger omkring 900 km/t.

Mytologi
Uranos eller (latiniseret) Uranus var i den græske mytologi gud for himlen. Han var Gaias første søn og samtidig hendes mand. Sammen fik de 12 gudebørn, titanerne, foruden kykloperne og de hundredarmede. De to sidste søskendeflokke spærrede Uranus inde i Tartaros. Titanerne skræmte ham, og derfor blev de skjult dybt inde i Gaias indre. Titanerne var oprørske. De ville ikke leve under deres faders styre og var ikke tilfredse med at være lukket inde i jorden, langt fra lyset.

Anført af den yngste søn Kronos (Saturn) gjorde titanerne oprør mod Uranus. De allierede sig med kykloperne, der var dygtige smede og fik dem til at smede en segl. Titanerne lagde sig i baghold og overmandede faderen. Kronos kastrerede faderen med kyklopernes segl og smed det afhuggede lem i havet.

Af blodet, der dryppede på jorden opstod erinyerne (skæbnegudinderne), og af skummet, der kom, da lemmet ramte havet, opstod den “skumfødte” Afrodite, gudinde for den fysiske kærlighed. De detroniserede Uranos, der trak sig tilbage til sin himmelhvælving. Han spåede inden da, at det, som var overgået ham, også ville overgå Kronos, når han kom til magten.

Astrologisk Ligesom selve planeten Uranus har en helt anderledes vinkel og drejer om sig selv i ganske modsat retning end de andre planeter, står den symbolsk for alt der er anderledes, originalt, overraskende og fornyende, og den står for trangen til at gå mod strømmen, være på tværs, en rigtig "Rasmus modsat". Uranusmennesker trives med at være anderledes, vil faktisk slet ikke sammenlignes eller sættes i bås med andre, de er helt unikke, særlige, særprægede, noget for sig selv. Så individualitet tæller rigtig meget og hellere være en skør kule, festoriginal, end falde indenfor normens rammer.

Rammer fører hen til et andet Uranustema - frihed. Det er meget essentielt at have sin fulde frihed og selvbestemmelse med Uranus, man ønsker at være uafhængig, at kunne gå sin egen vej og selv bestemme over sit liv. Snærende bånd, faste vaner eller forventninger fra andres side, kvitteres med oprør, at gå stik modsat, at lave ballade, og man er ikke bange for at overskride grænser egne såvel som andres, og specielt normer og samfundsdikterede regler er noget, man sætter en ære i at ændre, neglichere og blæse på. Faktisk nyder Uranustyper at lave rav i den, at chokere, og opføre sig helt uventet.

Uranus er den, der kommer ind med helt uventede reaktioner, det pludselige, impulsive, spontane og ukonventionelle. Helt konkret har vi Uranus inde over ved lyn, eksplosioner, jordskælv, brud, revner, sprængninger og andre rystelser. Mennesker imellem er den på tapetet, når der er oprør, revolution, strejker. Den er aktuel, når det drejer sig om oplevelser, der er blitzagtige, som lyn fra en klar himmel, som river tæppet væk under os, ved skilsmisser, adskillelser, frigørelser.

Uranus er reformerende, nogle gange søger den ændringer blot for trangen til at ændre mere end indholdet. Men den er med ved de ægte store skift også. Den har en stædig, kontrær side, rundetårn er firkantet ligemeget hvor mange beviser på det modsatte, man kan fremføre. Den er påståelig, ubøjelig og egentlig nem at manipulere med, man skal bare tage det modsatte synspunkt, eller i børneopdragelsen sige: du må ikke.... hvorefter Uranusbarnet straks gør det.

Georg Gearløs
Uranus er en mental planet, en højere oktav af Merkur, det er opfinderen, den ekcentriske videnskabsmand, den har flair for maskiner, teknik, elektronik, mekanik, it. Uranusmennesker er ofte forud for deres tid, gode abstrakte tænkere, med et objektivt, køligt og distanceret forhold til emnet, nogle gange nærmest uengageret andre gange intenst engageret, mest i "raptusser" altså i små intense ryk. Uranus er iderig, opfindsom, morderne, avanceret, springende i sin tankegang, intuitiv og meget hurtig. Når resultatet før andre. Uranusmennesker er gode til at vende tingene på hovedet og se det fra den diametralt modsatte side, vende 180 grader rundt i et splitsekund. Vi finder Uranus´ signatur i rumfart, luftfart, astrologi, astronomi, det alternative, indenfor tv og edb. Den er også på banen, når noget er bizart, ekstremt, avantgarde, kontroversielt, den er såvel gal som genial og nogle gange samtidigt. Når vi finder noget mærkeligt, abnormt eller så specielt, at det falder uden for de rammer, vi ellers putter ting ind i.

Uranus er også frisindet, den er åben for alt nyt og den er humanist, men den involverer sig ikke følelsesmæssigt, det er tankerne, ideerne, ideologierne, der tæller. Den kan være klarsynet og give "ahaoplevelser", pludselig er der hul igennem til nye indsigter. Tankesystemer tiltaler den, teorier, overbygninger og også luftkasteller og vidtløftig fantasteri. Den går ind og ryster os til nytænkning og giver os nye perspektiver.

Stress
Al den forandring, uro, splittelse og mentale aktivitet kan give andre Uranussymptomer: stress, overbelastning af nervesystemet, kramper, spasmer som f.eks. i epilepsi. Uranus kører ofte på højtryk og finder ingen ro, den farer rastløs af sted efter nye oplevelser. Fysisk er den knyttet til nervesystemet, måske synapserne og til benene, læggene, som holder os oppe og giver os bevægelighed og overblik, kan selv stå, kan selv gå. Ja trodsalderen er også et Uranusfænomen, ligegyldigt i hvilken alder, det forekommer. Den er jo også et tegn på behovet for frihed og selvstændighed og for muligheden for at gå sine egne veje.

Neptun

Astronomisk og astrologisk
Neptun er den ottende planet i vores solsystem. Den er den fjerdestørste målt efter diameter og den tredjestørste efter masse. Neptuns masse er 17 gange så stor som jordens og en lille smule større end dens nærmest beslægtede i solsystemet, Uranus, der er 14 jordmasser. Neptun er dog en lille smule mindre end Uranus pga. en højere densitet. Planeten er opkaldt efter Jupiters storebroder; havguden Neptunus (Poseidon). Neptuns astronomiske symbol er en stiliseret udgave af Poseidons trefork.

Atmosfære og indre
Neptuns atmosfære består primært af brint og helium, men med spor af metan. Det er metanen, der er skyld i planetens blå udseende. Neptuns blå farve er meget stærkere end Uranus’, der har en lignende mængde metan, så det er en ukendt komponent, der skaber Neptuns intense farve.

Neptuns temperatur ved skytoppene er som regel tæt på - 210 °C, noget af det koldeste i solsystemet. Neptuns indre er derimod omkring 7000 °C og dermed varmere end Solens overflade. Dette skyldes ekstremt varme gasser og klipper i centret. Energien til de kraftige orkaner, der er på Neptun, kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen

Neptun er, ligesom Uranus, en såkaldt isgigant uden en fast overflade. Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Et sted mellem 5000 og 10.000 kilometer under den synlige ”overflade” overgår stoffet fra luftform til flydende form.

Storme
Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, er der højtliggende hvide skyer, der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. Neptun har de stærkeste vinde på nogen planet i solsystemet. Det anslås, at vindstyrken kan nå op mod 2500 km/t. De store storme kan let vare i op til ti år. Da Voyager 2 fløj forbi i 1989, havde Neptun en stor mørk plet, der kunne sammenlignes med Jupiters store røde plet, som angiver et stormsystem, den er siden forsvundet og en anden kommet i stedet.

Opdagelsen
Neptun blev opdaget d. 23. september 1846, og er den første planet, der er opdaget ved hjælp af en matematisk forudsigelse frem for almindelige observationer. Variationer i Uranus’ bane førte astronomer til at udlede Neptuns eksistens.

Selv om Neptun først ”formelt” blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før. På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig ”baglæns” (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop ”stoppet op” og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på, at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre ”uheldigt” tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt, at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.

Mystisk magnetfelt
Neptun har det mærkeligste magnetfelt i solsystemet. Centrum af feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Måner og ringe
Neptun har 13 kendte måner. Den største af Neptuns måner, Triton, blev opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve Neptun. Triton er kendt for sin retrograde bane og er et af de koldeste steder i solsystemet, alligevel udspyr den otte km høje gejsere.

En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane, der udviser den største excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager 2 fløj forbi Neptun og dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære (”kartoffelformede”) måner omkring Neptun.

Derudover er der også nogle meget tynde, mørke ringe omkring Neptun. Der er opdaget svage azurblå ringe omkring planeten, men disse er meget mindre tydelige end dem omkring Saturn. Da ringene blev opdaget, troede man kun, der var tale om fragmenter af ringe, men dette blev modbevist af Voyager 2. Ringene har en besynderlig ”klumpet” struktur; man ved ikke hvad ”klumperne” skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet.

Da man i midten af 1980’erne studerede ringene ved at observere stjerner, der blev ”formørket” af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på, at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate ”buer”, afbrudt af ”stoffrie” mellemrum. Det endelige bevis for Neptuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager 2 fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe.

Tilstedeværelsen af ”mellemrum”, der deler ringene op i separate ”buer”, er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea, der med sin tyngdekraft ”fastholder” buerne. Nye observationer fra 2005 tyder på, at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.

Neptuns og Plutos baner
Dværgplaneten Pluto har en lidt ”langstrakt” excentrisk, ellipse-formet omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år, det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, har Pluto kortere afstand til Solen end Neptun.

Mytologien
Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptunus er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken. Den romerske mytologi er kraftigt kopieret fra den græske mytologi, blot med andre navne. Gudernes konge var Zeus (Jupiter) og hans storebrødre hed Poseidon (Neptunus) og Hades (Pluto). Alle planeterne er opkaldt efter Zeus’ (Jupiters) familie; faderen Kronos (Saturnus), mor- og farfaderen Uranos, sønnerne Ares (Mars) og Hermes (Merkur) og svigerdatteren/datteren Afrodite (Venus). Til orientering var Gaia Jorden, Zeus’ mor-, far- og oldemoder.

Astrologisk
Neptun gør folk sensivitive, man er ekstra følsom og modtagelig, når Neptun er på spil. Med stor indlevelsesevne og finfølelse lader man sig opsluge af verden omkring én. Man er sart, blid, føjelig og sårbar.

Neptun viser vores grad af fantasi og forestillingsevne, vores evne til at danne billeder, og den er fyldt af visioner og drømme, også utopier. Den har en indre længsel efter en idealverden, hvor alt er idel lykke. Den trives bedst i smukke, æstetiske omgivelser uden støj og møg. Dens udtryksform er subtil, en let antydning eller noget uudsagt. Den drages af mystik.

Dette fører så til andre sider af Neptun, for det giver selvsagt grobund for mange misforståelser, når meldingerne er så uklare, diffuse, vattede, tågede eller deciderede falske, løgnagtige. Neptun lægger røgslør ud, dækker til, hemmeligholder, skjuler, eller den roder, skaber kaos, forvirring. Den har fat i den uvirkelige verden, og den er meget svær at kommunikere ind i forståelige, klare begreber. Det er mere fornemmelser, intuition, udefinerbare følelser, stemninger, men til tider også forbavsende klarsyn. Neptun knyttes til tro, spiritualitet, det oversanselige, meditation og indre refleksion og fordybelse. Neptun er passiv, vegetativ og afventende.

Neptun gør os uselviske, som tjenere i en højere sags tjeneste, vi bliver idealistiske, næstekærlige, opofrende og vier livet til noget uden for os selv. Faktisk kan man have svært ved at holde fast i sig selv, Neptun opløser grænser.

Nogle af Neptuns bagsider knytter sig til 12. hus, den er på flugt, en udstødt, en der lever i eksil eller en vagabond af fri vilje. Den er offerrollen, den svage og også der, hvor vi er tvunget i midlertidig eksil, på institutioner, som hospitalsindlagt, i fængsel eller mere frivilligt i kloster. Alt, der er afsides, afsondret, ensomt eller skjult.

Flugten kan også være en virkelighedsflugt, en trang til at gemme sig i illusioner, drømme, en udtalt eskapisme som forsvar mod en overvældende verden. Her har vi også alkoholisten, drankeren, stofmisbrugeren eller den, der er afhængig af medicin. I det hele taget har Neptun et "afhængighedsbehov", hvad enten det er stoffer eller kærlighed, romantik, musik o.l. noget man kan lade sig opsluge af. Neptun er knyttet til de skønne kunster, musik, maleri, teater, farver, poesi. Den er kunstneren, drømmeren, frelseren eller helgenen.

Alt, der på en eller anden måde er uægte, er også et Neptunanliggende, tryllekunster, film, fotografi, snyd, illusionsnumre, kulisser, indpakning, make up, noget der bruges til at skjule den ægte vare. Den lever gerne et udsvævende liv, er en ægte boheme eller har bare ikke styr på sit liv.

Kemi er også et Neptunanliggende, giftstoffer, bedøvende stoffer, euforiserende stoffer, alkohol, narkotika, gas. Neptun er ofte usynlig, svær at finde, genkende eller tage fat om. Den undviger, slipper ud mellem fingrene på én eller forklæder sig.

Som Poseidon er Neptun tæt knyttet til havet, til fiskeri, strømme, søfart, skibe, til længslen efter de eksotiske fjerne strande, det uopnåelige og meget fjerne mål, som ikke behøver at være konkret, tværtimod. Men på den helt konkrete fysiske krop er det som med Fiskenes tegn, fødderne, der er Neptuns domæne og dem, der skal give jordforbindelse.

Pluto

Astronomisk og astrologisk
Pluto er en af Solsystemets dværgplaneter. Den er betydeligt mindre end Månen, men har til gengæld en måne, der er halvt så stor som den selv. Pluto er beliggende i Kuiperbæltet i udkanten af vores solsystem. Den er opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi. Pluto er den næststørste af Solsystemets fem dværgplaneter. Den menes at være en isplanet, der er dækket med lag af frossen metangas.

Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre otte planeter i solsystemet med hensyn til både størrelse, sammensætning og sin excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige objekter, man har fundet i Kuiperbæltet, og er muligvis ikke det største af disse, og af den grund herskede en del debat om, hvorvidt Pluto og andre Kuiperbælte-objekter burde klassificeres som planeter. Den Internationale Astronomiske Union vedtog ved afstemningen d. 24. august 2006, at Pluto og de øvrige himmellegemer i bæltet ikke kan klassificeres som planeter, og Pluto blev omklassificeret til en dværgplanet.

Opdagelsen
Percival Lowell begyndte i 1905 at lede efter Planet X. Han var overbevist om, at der måtte ligge en 9. planet udenfor Neptun, da der var fundet uoverensstemmelser i Neptuns bane. Det var uoverensstemmelser af den samme slags, som havde ført til opdagelsen af Neptun i 1846. Lowell nåede desværre aldrig selv at finde planeten. Pluto blev opdaget i 1930 af amatør-astronomen, Clyde Tombaugh, der en kort overgang var ansat på Lowell Observatoriet. Her gennemsøgte han et utal af fotografiske plader for nye planeter. Efter opdagelsen blev Pluto udnævnt til Solsystemets niende planet, og Tombaugh blev dermed den tredje person i historien, der har opdaget en planet, som ikke var kendt forinden.

Navnet ”Pluto”, som har vundet udbredelse i dag, blev foreslået af en dengang 11 år gammel pige, Venetia Burney, fra Oxford i England. Hendes bedstefar, der arbejdede på Oxford Universitets Bodleian Library, læste om opdagelsen i avisen The Times og spurgte barnebarnet, hvad hun ville kalde det ”nye” himmellegeme. Og eftersom denne verden måtte være langt væk fra Solen og derfor temmelig kold, mente Venetia, at navnet på den romerske gud for underverden måtte være passende. Professor Herbert Hall Turner telegraferede dette forslag til sine kolleger i USA og efter en næsten énstemmig votering blev navnet Pluto valgt og formelt annonceret

Plutos måner
I 1978 undrede en astronom sig over, at en optagelse af Pluto viste et pæreformet omrids. Ved at kontrollere andre optagelser af det fjerne objekt viste det sig, at alle havde den lidt aflange form, og at ‘’fejlen’’ ikke lå i den fotografiske optagelse. Pluto måtte have en relativt stor måne tæt ved. Dette er senere blevet bekræftet ved optagelser både fra Jorden og fra rummet.

Pluto har i skrivende stund fire kendte måner: Charon, som blev opdaget i 1978, og to mindre måner, Nix og Hydra, der blev opdaget i 2005, samt den lille måne P4, der blev opdaget i 2011. Charon udmærker sig ved at være den største måne i forhold til sin ”moderplanet”; den er godt og vel halvt så stor som Pluto selv. Barycenteret; det fælles tyngdepunkt som Pluto og Charon kredser om, ligger udenfor Plutos overflade - det ses ikke hos nogen planet i Solsystemet, og af den grund mener nogle astronomer, at Pluto/Charon burde klassificeres som en dobbeltplanet.

Pluto og Charon har indbyrdes bunden rotation: ganske som Jordens måne altid vender det samme, velkendte ”ansigt” mod Jorden, vender Charon altid den samme side mod Pluto. Mere usædvanligt er det, at Pluto også altid vender samme side mod Charon.

Kredsløb om Solen
Plutos omløbsbane omkring Solen er temmelig usædvanlig sammenlignet med banerne for de otte planeter i solsystemet: mens disse otte planeter ”færdes” i næsten det samme fælles plan (ekliptika), så hælder Plutos baneplan med over 17 grader i forhold til ekliptika. Hvis man havde valgt at klassificere Pluto som en planet, så ville Pluto have haft den suverænt største baneexcentricitet; Plutos bane er mere ”aflang” end nogle af de otte planeter i Solsystemet. Når Pluto er nærmest Solen, kommer den faktisk inden for Neptuns bane: i nogle få af de godt 248 år, det tager Pluto at fuldføre et omløb, er det Neptun, der er den ”yderste” planet i Solsystemet - sidste gang det skete, varede det i 20 år fra 7. februar 1979 til 11. februar 1999, men beregninger tyder på, at den periode, hvor Pluto ligger inden for Neptuns bane, veksler mellem ca. 13 og ca. 20 år. Forrige gang, Pluto lå inden for Neptun-banen, varede det blot 14 år, fra 11. juli 1735 til 15. september 1749, og et ”Pluto-år” tidligere varede fænomenet næsten præcis samme 20 år som i 1979–1999; fra 30. april 1483 til 23. juli 1503. Der er et temmelig præcist 3:2-forhold mellem den tid, det tager hhv. Neptun og Pluto at fuldføre et kredsløb om Solen, så tyngdepåvirkningen fra Neptun ”forstyrrer” Plutos bane i et regelmæssigt ”mønster”; ved hver ”forstyrrelse” skifter Pluto frem og tilbage mellem to en anelse forskellige omløbsbaner, hvilket forklarer 20- og 13-års-perioderne for Plutos ”færdsel” inden for Neptunbanen.

Fysiske egenskaber
Indtil Plutos største måne Charon blev opdaget i 1978, kunne man kun gætte på Plutos størrelse og masse. Charons banedata afslørede den samlede masse for begge himmellegemer, og den viste sig at være meget lavere, end man havde gættet på indtil da. Da Charon på et tidspunkt bevægede sig ind foran Pluto, kunne man med lidt tidtagning regne sig frem til Plutos diameter; den viste sig også at være markant mindre end antaget.

De ”kvalificerede gæt” man havde støttet sig til inden opdagelsen af Charon, var baseret på den albedo (evne til at tilbagekaste lys), som man mente, Plutos overflade måtte have. Da Pluto nu viste sig mindre end hidtil antaget, måtte man omvendt revidere tallet for Plutos albedo opad for at få det hele til at stemme med den mængde lys, man så fra Pluto. Pluto er meget mindre end Solsystemets otte planeter, både med hensyn til masse og diameter. Omkring planeterne kender man sågar syv måner, der er større end Pluto: Jordens egen Måne, og Jupiters måner Io, Europa, Callisto og Ganymedes er alle tungere end Pluto, ligesom Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton er det. På den anden side er Pluto mere end dobbelt så stor, og mange gange tungere end Ceres, den hidtil største kendte asteroide - nu er Ceres også en dværgplanet. Og indtil opdagelsen af Eris i 2005 var Pluto samtidig større end alle andre kendte trans-Neptunske objekter (himmellegemer med baner udenfor Neptuns).

Plutos atmosfære blev afsløret i 1988 (et tidspunkt hvor Pluto var nærmest Solen), da man observerede himmellegemet bevæge sig ind foran en stjerne: når en planet uden atmosfære gør dette, forsvinder lyset fra stjernen brat, men for Plutos vedkommende svækkedes lyset gradvist, inden det forsvandt helt. Ud fra denne gradvise svækkelse af lyset har man regnet sig frem til, at atmosfæren efter al sandsynlighed består af kvælstof og kulilte på gasform, i ligevægt med de samme, ”frosne” stoffer på himmellegemets overflade.

Mytologi
Hades ("den usynlige") er i den græske mytologi enten dødsriget eller dødsrigets gud. Et andet navn for samme gud er Pluton ("den rige"), der er opstået fordi ædelmetaller kom fra undergrunden. På latin bliver han kaldt Pluto (fra græsk) eller Dis pater ("den rige fader").

Hades var søn af Kronos og Rhea og dermed broder til Zeus og Poseidon. Da Zeus havde besejret den tyranniske fader, delte de tre brødre verden imellem sig, således at Zeus fik himlen, Poseidon havet og Hades underverdenen.

Hades blev gift med Persefone, Demeters datter, som han røvede. Persefone skulle efter aftale være hos sin mand i vintermånederne og ellers hos sin moder. Demeter er agerbrugets gudinde, og Persefone symboliserer kornet, der jo er skjult under jorden en tid. Historien spillede en vigtig rolle i de eleusinske mysterier.

Astrologisk
Som direkte afledning fra mytologien er Pluto knyttet til døden, dødsprocesser, kapitelskift og forvandlinger. I den negative ende tab, ødelæggelse, mørke, destruktion og i den positive ende genfødsel, transformation, rekonstruktion og fornyelse. Alle ting, der går gennem sådanne processer, er knyttet til Pluto, fra levende planter, jord til kompost, affald som forvandles til nye ressourcer, renovation, genbrug.

Pluto er knyttet til absolutter, til noget der er totalt, ekstremt, yderliggående, fanatisk, alt eller intet, sort eller hvidt, enten/eller og kan i den forbindelse være kynisk, blottet for medfølelse, hensynsløs og uigenkaldelig. Den kan være negativ, overdreven og ukontrollerbar. Det med kontrol/ikke kontrol er et vigtigt tema, igen enten eller, enten den totale kontrol, den er en af kontrolfreaksne i horoskopet, eller den slipper kontrollen totalt med den lavine af konsekvenser der så følger.

Pluto står for magt (og afmagt), den er stædig, fastlåst, stærk, intens, og den er knyttet til nogle af verdens magtfaktorer: penge, sex og psykologi. Det er store ressourcer, der er i spil med Pluto, ikke småpenge, den er inde i billedet i finansverdenen, bank-, skatte- og forsikringsvæsenet, samt i forbindelse med arv. Samtidig er den manipulerende, styrende i det skjulte, kompromisløs og den viser ting, der er tvingende nødvendige.

Det er ikke en blid herre, vi her har med at gøre, den er knyttet til atomprocesser, kerneprocesser, atomvåben (igen magtfaktorer) og f.eks. genmanipulation, at arbejde med DNA, livets kerne, livet og døden. På det psykologiske felt er den knyttet til det ubevidste, underbevidstheden, underverdenen (også den kriminelle), til yderpoler, uigenkaldelige irrationelle kræfter. Den er knyttet til fortid, til traumer, fortrængninger, til historien.

Den er god til at finde ind til essensen i ting, skære ind til benet, god til rationaliseringer, er hudløst oprigtig, sandhedsøgende, går ned i de største dybder, er ikke bange, holder sig ikke tilbage fra angstprovokerende sager. Vi finder den psykologiske sans her, søgen efter erkendelser, den bliver ved, til hver sten er vendt. Det betyder også, at den har svært ved at give slip, som en anden bulldog, der har bidt sig fast.

Tiden er speciel med Pluto, som sagt fortid, men også alt der er uden for tiden. Den er knyttet til magi og okkultisme, især de mørke kræfter, men som nævnt også alle forvandlinger. Den er knyttet til masserne, hvilket vil sige, at Pluto er på banen, så snart noget er masseproduceret, når masserne samles eller forføres. Pluto er effektiv, den kan skabe virkeligt store forandringer, kulegrave ting. Den er med ved fusioner, når ting smelter sammen. Kropsligt er det forplantningen, der er i fokus, kønsorganerne, DNA´et, reproduktionen og affaldet, igen en forvandlingsproces.